Røg fra taget i stråtækt idyl forskrækkede brandfolk

Frederiksborg Brand & Redning blev tirsdag formiddag kaldt ud til en brand på Gadekærsvej i Smørum, og da den første brandbil fra Ballerup og indsatsleder Ole Hermansen kom til stedet, kom røgen ud gennem det stråtækte tag på ejendommen.

- Derfor tilkaldte jeg straks forstærkning til fra brandstationen i Stenløse, så vi i alt kom fire brandbiler og 12 brandfolk, forklarer Ole Hermansen.

Han frygtede, at det var et oliefyr, der havde antændt boligen, men det var ikke så slemt.

- Det viste sig, at være en kortslutning i elektriciteten i et vaskerum, der havde slået gnister og havde fået isoleringen til at gløde med det resultat, at der kom sod og tyk røg i store dele af huset.

- Da vi fandt stedet, fik slukket gløderne og fik luftet huset igennem, var der ikke mere at komme efter. Heldigvis var der ikke gået ild i tagkonstruktionen som først frygtet, fortæller Ole Hermansen.

Frederiksborg Brand & Redning forlod stedet igen inden for to timer.