Solrød Atletik & Motion vil have flere med på tur

Gå sommeren i møde sammen med andre i noget af områdets smukkeste natur, sådan lyder det fra den lokale løbe -og gangklub i Solrød, der inviterer til Naturewalk onsdag den 2. juni.

Mangler du motivation til at snøre skoene og komme ud at gå? Så er Solrød Atletik & Motion klar med en herlig event, der skal lokke flere ud at gå.

Naturewalk Solrød er en ca. 7 km gåtur, der lover en flot og unik gåoplevelse på veje, stier i skov og grusgrav. Gåturen afsluttes med sandwich og kildevand ved Møllebækkens Købmandsgård.

- I Solrød Atletik & Motion har vi både løb og gang, og vi vil da gerne slå et ekstra slag for vores gåhold. Vi går nemlig hver mandag kl. 18 og hver onsdag kl. 19. Vi går i forskellige tempi, så alle kan komme med på vores forskellige gåture. Men det kunne være dejligt, at være nogle flere, derfor inviterer vi til Naturewalk og håber at se en masse friske gængere, der kunne tænke sig at få en dejlig oplevelse i godt selskab med andre. Man kan gå turen i eget tempo, der er ingen tidsgrænse. Friske gåmakkere gør deltagerne følgeskab, så ingen behøver at gå alene, siger Janne Muderspach, formand i Solrød Atletik & Motion.

Meget mere end bare en gåtur

Efterhånden er der gå-distancer ved de fleste motionsløb. Her handler det dog ofte om, hvem der er hurtigst og kommer først i mål. Men det er ikke tilfældet med Naturewalk. I stedet går det ud på at få en oplevelse ved at komme væk fra de vante veje. Her er der også rig mulighed for at lære nye mennesker at kende.

- Det skal være muligt at komme helt ned i gear og bare nyde den skønne afmærkede rute. Det handler lige så meget om at skabe glæde og fællesskab, som det handler om at få motion, det er faktisk bare et ekstra plus. Derfor lægger vi også op til, at man tager naboen, veninden eller en helt tredje under armen. Vi er overbeviste om, at jo flere der kommer jo mere glæde og højt humør, fortsætter Janne Muderspach.

Naturewalk kan rumme alle, så du kan deltage uanset om, du er mand eller kvinde, ung eller ældre, i god form eller ej.

- Der er afsat god tid til at gå ruten, og den vil være tydeligt afmærket. Man kan gå den i sit eget tempo og skal blot huske et par gode gåsko, for ruten foregår både på grus og asfalt og er ikke for gangbesværede. Gang er populært som aldrig før, måske især fordi gang er skånsomt mod kroppen, giver god motion, frisk luft og stort set alle kan være med, siger Christina Otto Jensen, idrætskonsulent i DGI og fortsætter:

- Gangmotion er perfekt i forhold til at komme ud og være aktiv. En frisk gåtur om dagen er en god og nem måde at få fysisk aktivitet ind i hverdagen. Det er sundhedsfremmende og forebygger en lang række sygdomme. Til Naturewalk kan du jo få testet din gåform.

Du kan stadig tilmelde dig Naturewalk Solrød. Det koster 150 kr. inkl. forplejning.

Hvornår: Onsdag d. 2. juni 2021 kl. 17.30-20.00. Start:Møllebækkens Købmandsgård, Tåstrupvej 2, 2690 Karlslunde.