Raklev sendte Avarta hjem med nederlag

Fodboldspillerne fra Raklev sørgede lørdag for den første sejr i forårets oprykningsspil i serie 1, da gæsterne fra Avarta blev besejret. Efter pauseføring på et enkelt mål vandt Raklev opgøret med 3-1.

En ganske jævnbyrdig første halvleg sluttede med smil på værternes læber, da spydspidsen Marcus Stoltenberg bragte hjemmeholdet holdet foran efter et kontra-angreb. Stoltenberg sluttede angrebet ved at lobbe bolden over Avarta-keeperen, og det blev det næstsidste spark i de første 45 minutter.

Efter pausen satte Raklev tingene på plads med to scoringer i de første 10 minutter. Jeppe Merling-Petersen øgede til 2-0, inden Simon Müller Nielsen få minutter senere gjorde det til 3-0.

Midt i anden halvleg reducerede Mathias Thorlacius for Avarta, derr bare fire minutter senere fik en gylden chance for at åbne opgøret på vid gab. Raklev-målmanden Nicolai Edling begik et klart straffespark, som Thorlacius dog sendte forbi mål.

- Avarta har fysik som et divisionshold og vi kunne være med i 60 minutter. Derfra var det hårdt arbejde, sagde Raklev-træner Steen Nissen efter sejren.