Gåtur med fokus på arkitektur

Modernismen er i fokus på en byvandring i Ringsted torsdag 27. maj klokken 19. Her kan man høre om en arkitekturstrømning, der giver boliger med lys, luft og renlighed.

På aftenens tur rundt i Ringsted kigges der på bygninger fra 1920'erne og frem til 1960'erne. Det er en periode, hvor byen oplevede et byggeboom og byens grænser rykkede sig.

Steen Eiler Rasmussens byplan og bygningsværker er centrale i fortællingen om modernismen. Turen går derfor forbi Rådhuset og Sjællandsgade karreen med stop ved bygninger, der har en historie og fine detaljer.

Turens guide er museumsinspektør i Museum Vestsjælland Lene Hadsbjerg.

Nødvendig billetbestilling på vestmuseum.billetexpressen.dk. Mødested: Tingstenene på Torvet.