Chelsea-fjerdeplads sikrer dansk fodbold europæisk gave

Den danske mester får kortere vej til Champions Leagues gruppespil og er sikker på Europa League-gruppespil.

Med en fjerdeplads i Premier League sikrede Chelsea sig søndag en billet til Champions Leagues gruppespil, og det får dansk fodbold nu gavn af.

Det hold, der mandag løber med det danske mesterskab, indleder nu Champions League-kvalifikationen i playoffrunden, som er den sidste runde inden gruppespillet.

Tidligere var Danmark blot sikret en plads i tredje kvalifikationsrunde. Dermed er der kortere vej til det forjættede Champions League-land.

Brøndby ligger lunest i svinget til mesterskabet, men FC Midtjylland ånder de blågule i nakken. FC København kan matematisk set også nå at vinde guld.

Lykkes det ikke den danske mester at vinde i playoffrunden i Champions League-kvalifikationen, er klubben sikret en plads i Europa Leagues gruppespil.

Tidligere var det en plads i gruppespillet i den mindre turnering Conference League, den danske mester kunne vide sig sikker på.

Dermed er den kommende guldvinder sikret både større sportslig og økonomisk gevinst, end det tidligere var tilfældet.

Forklaringen er, at det hold, der vinder Champions League i denne sæson, allerede er sikret en plads i næste sæsons gruppespil.

Både Manchester City og Chelsea, som er i Champions League-finalen, har gennem Premier League sikret sig en plads i gruppespillet.

Det betyder, at den billet til Champions League-gruppespillet, der normalt tildeles turneringens forsvarende vinder, skal gå til en anden klub. Det bliver Tyrkiets mester, Besiktas, som ellers ville være trådt ind i kvalifikationens playoffrunde.

Men det kommer flere lande til gode.

Danmark overtager Tyrkiets plads i playoffrunden, mens Tjekkiets mester, Slavia Prag, overtager Danmarks plads i kvalifikationens tredje runde.

Den græske og serbiske mester rykkes op fra første kvalifikationsrunde til anden kvalifikationsrunde.

Det hele bestemmes af Det Europæiske Fodboldforbunds "Access list", hvor de forskellige lande er placeret efter, hvor mange af de såkaldte koefficientpoint, de har samlet sammen i de seneste fem år.

På den liste er Danmark placeret som nummer 13, og det får altså stor betydning for den klub, der mandag kan fejre det danske mesterskab.