Ingen festlig flagallé i år

Politiet har sat en stopper for, at der kan sættes flag op langs vejene i Dianalund i år. Den vogn, som de frivillige bruger, er ikke godkendt til formålet, og Dianalund Udviklingsråd må betale en bøde.

Mange borgere i Dianalund værdsætter, at frivillige sætter flag op, når der for eksempel er konfirmation eller på helligdage og dronningens fødselsdag.

Byen må nu leve med, at der ikke kommer flagallé op resten af 2021.

Årsagen er, at politiet har udstedt en bøde på 3000 kroner, fordi den vogn, som de frivillige fra Dianalund Udviklingsråd (DUR) har stænger og flag på, ikke er godkendt. Det har ikke været muligt at få en dispensation til at køre de resterende flagdage i 2021, oplyser Kjeld Sørensen.

Han er en af de frivillige, der siden starten af 1990'erne har været med til at sætte flag op i byen.

- Nu skal vi have fundet os en vogn, der kan godkendes, siger Kjeld Sørensen.

Ikke mindst skal man have fundet penge til at finansiere sådan en vogn.

- Det er ikke realistisk, at det bliver i den nærmeste fremtid, så det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at den i hvert fald ikke kommer op som planlagt i pinsen, på Grundlovsdag og Valdemarsdag. Og med stor sandsynlighed heller ikke den 5. september, siger Kjeld Sørensen.

Han tror på en flagallé i Dianalund i 2022.

- Når vi sætter den op, får vi altid mange positive tilkendegivelser fra borgerne. Det er noget, som borgerne sætter pris på, siger Kjeld Sørensen.

I 1992 begyndte en gruppe af store spejdere, ledere, forældre og venner af KFUM-spejderne Ludvig Holberg gruppe, Dianalund, at sætte flagalléen op.

Flagalléen var dengang ejet af Borgerforeningen i Dianalund, og bestyrelsen her stod i 15 år for opsætningen.

I løbet af 1990'erne blev alléen udvidet. Der er nu 190 flagstænger, og turen rundt med dem er på 10 km.

DUR tog over efter borgerforeningen, da den blev nedlagt.

- Men det er stadig den samme gruppe af frivillige, der står for planlægningen, rensning af huller, opsætning og vedligehold af stænger og flag. Der har været en del udskiftninger i løbet af de 30 år, men det har altid været forholdsvis nemt at få nogen til at melde sig til tjansen, fortæller Kjeld Sørensen.

- Vi er meget kede af situationen, men vi arbejder sammen med DUR på at finde en løsning med at få en vogn, vi må køre med, så vi kan få flagalléen op igen til næste år, siger han.