Leder efter yderligere et teststed

Fra og med næste uge er der åbent kl. 9-19 på alle kvikteststeder i Odsherred Kommune, og flere steder endda alle ugens dage. Men ikke i Odsherreds største by, Nykøbing, hvor der pt. kun testes onsdag, lørdag og søndag i badmintonhallen.

Da badmintonhallen er privatejet og har aktiviteter ofr børn og seniorer, er det ikke muligt at udvide brugen af hallen til flere dage, oplyser Thure Jørgensen, der er centerchef i center for organisation i Odsherred Kommune.

Det er ham, der er tovholder på kommunikationen med Falck, regionen og de steder der kan være mulige teststeder i Odsherred.

- Vi vil meget gerne øge testkapaciteten i Nykøbing og vi gør, hvad vi kan. Havde det drejet sig om halve dage, kunne vi nok godt bruge badmintonhallen mere, men da Falck kører med et 9-19-koncept for at give deres ansatte ensartede vilkår og så forudsigelig en arbejdsuge som muligt, kan det desværre ikke lade sig gøre.

Da der allerede pcr-testes og vaccineres i Nordgårdshallen, kan der ikke proppes en tredje aktivitet ind, og derfor ledes der efter steder i byen, hvor der er plads til at kvikteste og samtidig give poderne ordentlige arbejdsforhold.

Konkret undersøger kommunen om den tidligere Meny-bygning kan blive nyt kviktestcenter. Men ejendommen er ved at blive solgt, og det komplicerer processen, oplyser Thure Jørgensen.

- Vi er i kontakt med dem, der ejer bygningen, men der er et ejerskifte på vej, og derfor er vi pt. i en venteposition, siger han.

Det er nemlig med den formodede nye ejer at aftalen skal indgås med, og derfor vil der givetvis gå nogle uger før testkapaciteten kan øges i Nykøbing.