Finland åbner drive-in-valgsteder for at begrænse smitte

I to uger op til det finske kommunalvalg kan man flere steder benytte sin bil som stemmeboks.

Finland har flere steder i landet gjort det muligt at stemme til landets kommende kommunalvalg fra sin bil.

Det skal være med til at begrænse coronasmitte under valget.

Finnerne går til valg den 13. juni, men i to uger fra 26. maj til 8. juni er det muligt at bruge sin egen bil som stemmeboks.

- Det gik strygende med at registrere sig og udfylde stemmesedlen, siger pensionisten Joukko Salminen inde fra sin hvide bil.

- Og så er det ovenikøbet coronasikkert, tilføjer han.

Det finske kommunalvalg skulle egentlig have fundet sted i april. Det blev dog udskudt på grund af coronapandemien. Siden har myndighederne arbejdet på at finde løsninger på at afholde et coronasikkert valg.

- Vi har opstillet skærme, så folk ikke kan se selve valghandlingen.

- Bilen fungerer som stemmeboks, og loven siger, at det ikke er tilladt at kigge ind i stemmeboksen, siger valgstedsansvarlig Vesa Kouvonkorpi.

Et af drive-in-valgstederne ligger ved Malmi-lufthavnen i udkanten af Finlands hovedstad, Helsinki. Lufthavnen benyttes ikke i øjeblikket.

Biler holder i kø i tre forskellige vejbaner, inden de gennem bilvinduet fremviser identifikation til en valgtilforordnet og får udleveret stemmeseddel.

I Danmark skal vælgerne til kommunalvalg den 16. november i år.