Tirsdag den 28. marts kommer TV2-journalisten Morten Hansted forbi Allerød Rotary Klub. På Lynge Kro vil han fortælle om, hvad der kan ske, når danskere drager ud i det fremmede og opsøger det helt store eventyr, skriver Allerød Rotary Klub i en pressemeddelelse.
Tilbage i 1930erne sikrede et dansk ingeniørfirma sig opgaven på at bygge Irans første jernbane. Banen fik siden nærmest ikonisk status og blev for nogle år siden udråbt som et af de største danske ingeniørprojekter gennem tiderne. Og er nu også kommet på Unescos verdensarvsliste. Morten Hansted fattede interesse for den gamle jernbane, da han tilbage i 2014 ved en tilfældighed lagde en ferietur til Iran.
Siden har han talt med over 100 efterkommere til de ingeniører m.v., der i sin tid var med ved byggeriet i Iran – eller Persien som det hed dengang. Han fandt undervejs masser af breve og billeder, som han viser eksempler på, og vil i sit indlæg også trække spor til nutiden, herunder sagen om en gruppe eksiliranere fra Ringsted, som for få år siden kom i karambolage med det iranske præstestyre.
Der er offentlig adgang til mødet, som man kan tilmelde sig ved at sende en e-mail til Allerød Rotary Klub ved Michael Rye Sørensen: mrs@pc.dk. Prisen for deltagelse er 175 kroner, som dækker udgifterne til det måltid, der serveres ved mødet.