Post-kiosk fejrer 10 år

Lynge Posthus og Tipskiosk runder næste fredag de 10 år, og det er Ayhan Sutcu klar til at markere.
Lynge Posthus og Tipskiosk runder næste fredag de 10 år, og det er Ayhan Sutcu klar til at markere.

Superbrugsen i Lynge har fået postkontor, men det betyder ikke – som nogen måske måtte tro – at Ayhan Sutcu i Lynge Post-kiosk ikke længere sender breve og pakker, skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Jeg er glad for stadig at kunne tilbyde det, som jeg også kunne for 10 år siden, da jeg startede kiosken, fortæller Ayhan Sutcu, som holder til i Lynghøjcentret – og næste fredag markerer sit jubilæum med sodavand og balloner til børnene samt øl og vin til de voksne. Det sker i tidsrummet fra kl. 14-17.

– De små butikker har det svært, så det gælder om at tilpasse sig lokalsamfundet og dets behov, og udover 10 års erfaring er vi et lille familiefirma, der venter på dig med smil, vejledning og venlighed, siger Ayhan Sutcu, der er 51 år, og som i butikken af og til assisteres af sin kone samt to voksne sønner.

Lynge Posthus og Tipskiosk står for Danske Spil, automater, hestespil, aviser, blade og drikkevarer samt ikke mindst afsendelse af breve og pakker hos Post Danmark.

Ayhan Sutcu tilføjer, at hans kiosk har eneret på at overføre penge med Western Union. Noget nyt er – udover pakkefirmaet GLS – at et nyt pakkefirma, der hedder Dao, er startet i Lynge-kiosken. Dao samarbejder med blade- og avisbude.