
Allerød: Det var et skarpt ansøgerfelt, som i december mødte Mungo Park, der søgte en kvindelig skuespiller. Da teaterdirektør Martin Lyngbo ringede til Amanda Collin for at tilbyde hende jobbet som Mungo Parks nye skuespiller, voksede hun lige et par centimeter, fortæller det unge, nye talent.
– Jeg glæder mig helt vildt. Jeg tror faktisk godt, jeg kan sige, at jeg aldrig har mærket en så varm og opbakkende stemning som fra samtlige involverede på Mungo Park. Jeg føler mig meget velkommen allerede, og jeg glæder mig bare helt vildt til at komme i gang.
Amanda Collin er 28 år gammel og har haft en for nogen lidt utraditionel tilgang til skuespillet. Hun er uddannet fra skuespillerskolen William Esper Studio i New York, hvor hun i 2011 færdiggjorde sin skuespilleruddannelse.
– Jeg glæder mig allermest til at galoppere derud, hvor jeg ikke kan bunde. At prøve ting af i rammer, hvor jeg ikke er bange for at fejle. Min lærer på min skole i New York sagde tit: »Leap, and the net will appear«, og optagelsesprøverne på Mungo Park var indbegrebet af dette. Det er fantastisk, når man føler sig tryg, samtidig med at hjertet slår dobbelt så hurtigt.
Amanda fik sin spæde debut på Mungo Park allerede lørdag den 17. januar 2015, hvor hun spillede hovedrollen i Mungo Lab #11: En ringmuskel i udu. Først fra august 2015 bliver hun for alvor en del af Mungo Parks ensemble.