Musikalsk aften i Tonnasalen gik strygende

Ved koncerten i Tonnasalen blev Novo Quartet forstærket med klarinettist Martin Kejser. Pressefoto

KONCERT Lørdag 19. november præsenterede Allerød Koncertforening for første gang strygekvartetten Novo Quartet. Og det bliver ikke sidste gang, lyder de begejstrede ord i en pressemeddelelse fra koncertforeningen.

Kvartetten lagde ud med Maurice Ravels strygekvartet i F-dur. Efter pausen tilsluttede klarinettist og medstifter af Allerød Koncertforening Martin Kejser sig kvartetten og sammen spillede de Johannes Brahms romantiske klarinetkvintet i H-mol

“En smuk aften i Tonnasalen med en fuld sal af glade publikummer og afsluttet med en stående applaus,” skriver koncertforeningen.

Julekoncert 11. december

Næste koncert bliver søndag 11. december kl. 15 med sopran Frederikke Kampmann og pianist Louise Schrøder. Og måske en lille gæsteoptræden.

Man kan læse mere og købe billet på Allerødkoncert.dk. jesl