Kvinder søger kvinder til integration gennem håndarbejde

Et eksempel på noget af det arbejde, kvinderne bag projektet har produceret.
Et eksempel på noget af det arbejde, kvinderne bag projektet har produceret.

Kan man hjælpe integrationen på vej ved at danske kvinder og flygtningekvinder sammen sætter sig ned og nørkler med håndarbejde? Det tror en grupper kreative kvinder fra Allerød på, og de har derfor sammen med deres underviser på DOF Allerød Fritidsskole taget initiativ til projektet »genbrug som genvej til integration«.

– Ideen til det her projekt er opstået, fordi jeg har en etnisk pige-kvindeklub i København, hvor vi laver håndarbejde. Og mens vi sidder og strikker og broderer, lister jeg ind, at vi taler om Nem-id, jobsøgning, børnehaver og dens slags. Så udgangspunktet er håndarbejde, men vi tager alle mulige problemstillinger op undervejs. Tanken er, at man igennem håndarbejdet skal lære at være i Danmark med sådan nogle uformelle snakke, siger Henriette Rolf Larssen, der har undervist det hold danske kvinder, som nu vil nørkle sammen med flygtningekvinder.

Projektet er planlagt med fem workshops i løbet af foråret, og det er planen, at der sluttes af med et åbent arrangement, hvor man kan se de håndarbejdsmæssige resultater af kvindernes møde.

De kreative kvinder bag projektet søger flere danske kvinder, som har lyst til at være med, og derfor er der introduktionsmøde allerede i aften klokken 19. Mødet finder sted i håndarbejdslokalet på Engholmskolen, og alle er velkomne.

Man kan også få flere informationer om projektet ved at ringe til leder af DOF Allerød Fritidsskole, Lena Becker, på 70 20 65 74.