Året, der gik, bød på mange begivenheder af både stort og småt. Der var ulykker og positive historier, men generelt slap Allerød fra 2015 med skindet på næsen:
Allerød er den mindst heldige kommune i Danmark. Det mener Maria Casino, som er navnet på en af de tre største spillesider på det danske marked. Vi taler om online-casinospil og om at Esbjerg og Ringsted tæller flest heldige spillere – mens Allerød ligger sidst. Her er der sjældent nogen, der løber med den store gevinst. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Bortset fra at det statistiske materiale ikke fortæller, hvor mange gamblere, der befinder sig i Allerød og omegn, så må det på denne plads være tilladt at antage, at borgerne i kommunen generelt føler sig pænt privilegerede.
Allerød var således igen i 2015 med i toppen af mange af de rang- og hitister, som organisationer med jævne mellemrum spytter ud. Befolkningstallet stiger jævnt, arbejdsløsheden er lav, og senest viste det sig, at Allerød er nr. to på listen over kommuner med fremgang i boligsalget. Salget af villaer og rækkehuse i årets første 11 måneder lå hele 68 procent over gennemsnittet osv osv.
Borgmester Jørgen Johansen hæftede sig i sin julehilsen til borgerne ved flere festlige begivenheder. Det gælder det nye fælles tiltag ved navn Allerød på X og Tværs, som inkorporerer byfesten i Lynge med sommer-aktiviteterne inde i Lillerød. 2015 bød også på Lynges 930 års fødselsdag, på indvielse af Skoven 4, der samler bibliotek og foreningshus, og på indvielse af en tilbygning til Allerød Musikskole.
Ligesom der var glæde i Blovstrød: Blackfoot-spejderne rykkede ind i Blovstrøds IF´s klubhus, efter at boldspillerne var rykket ud til Blovstrød-hallen. Fodbolden sluttede året med at rykke op i serie et. Det blev på den front kun overgået af Allerød FK´s tilbagevenden til Danmarksserien.
På et tidspunkt i efteråret var glæden og friheden dog ganske behersket i Blovstrød, nemlig da militær og politi afspærrede det meste af byen i nogle timer efter at en statsløs palæstinenser havde knivstukket en politibetjent i Center Sandholm. Politimanden overlevede, men den statsløse palæstinenser, der var dømt til udvisning af Danmark, sidder stadig fængslet.
Der var royalt besøg to gange: Kronprinsesse Mary indviede veteranboligerne i KFUM´s soldaterhjem i Høvelte, mens kronprins Frederik gæstede DM i kørestolstennis i Allerød Tennisklub.
Årets største samtaleemne var skolerne. Ikke september-branden på Ravnsholtskolen eller nyheden om, at Allerød Privatskole er under etablering med start i august 2016, men sagen om skolelukning, nødvendiggjort at de skrappe økonomiske krav til de kommende års budget.
– Nedlæg en skole, bare ikke vores, lød den folkelige opbakning, og så skar et lille flertal i byrådet igennem og nedlagde Lillerød Skole. Men det var kun første halvleg. I pausen fulgte demonstrationer og en langstrakt debat gennem læserbreve, på Facebook og i byrådssalen – så heftig og vedvarende, at den ikke stopper i 2015. Fordi det endte med at Lillerød Skole gik fri, og at resultatet i stedet er blevet en sammenlægning af de fire såkaldte midtbyskoler i det, der hedder 2:2 modellen. Hvilket vil sige, at ledelse og administration samles to steder: ét sted for Lillerød Skole og Skovvangskolen og ét sted for Engholmskolen og Ravnsholtskolen.
»Man har valgt at spare på ledelse i stedet for på mursten, og den samlede besparelse er ikke stor nok«, lød det fra modstanderne – bestående af fortrinsvis »byrødder« fra venstre side af det politiske spektrum, og som faktisk havde Engholmskolen i kikkerten som sorteper.
Så sent som på årets sidste byrådsmøde, blev der – omkring det punkt på dagsordenen, der hedder Budgetstrategi 2017-2020, og der skal spares rigtig meget igen i 2016 – talt inderligt og længe om skole-beslutningen. Nu er forslaget til den nye skolestruktur sendt til høring frem til 21. januar, så det er helt sikkert, at vi ikke har hørt det sidste til den sag.
På den politiske front var det også noget af en bombe, at den tidligere borgmester-kandidat John Køhler meldte sig ud af Venstre og stiftede sit eget parti, der arbejder for en kommunesammenlægning, deraf navnet Lokallisten Allerød Sjælsø.
Men der er også en verden udenfor Allerød – en verden, som i 2015 kom endnu tættere på. Det gælder terror, og det gælder flygtninge.
En 21-årig mand fra Allerød blev i juni tildelt seks måneders fængsel for opfordring til, trussel samt påskønnelse af terrorisme. Han havde bl.a. under en gårdtur i arresten i Helsingør truet med Islamisk Stat. Manden gik dog fra Retten i Hillerød som en fri mand, idet de seks måneders fængsel allerede var udstået.
Allerød modtog i det forgangne år 74 flygtninge, som der blev fundet boliger til, i form af bl.a. pavilloner. Næste år er der udsigt til et lignende antal, som kommunen på bedste vis forsøger at tage sig af i form af forskellige integrations-projekter – herunder ikke mindst i Integrationshuset på Kollerødvej samt det private initiativ ved navn Venligboerne Allerød. To af de mest kendte børn i Allerød Kommune er Ibrahim og Özlem, der er født i Danmark af irakiske forældre. Familien er dømt til at skulle forlade Danmark, men da vi ikke har noget udvekslingsaftale med Irak er sagen fortsat uafklaret.
Der var i 2015 flere tiltag, der gik efter at bane vej til at børnene, der går på Blovstrød Skole, kan få lov at blive her i landet sammen med deres forældre. Bl.a. en demonstration i foråret i Allerød med diverse taler og sang, ligesom skuespilleren Flemming Jensen forsøgte at appellere til byrådet, og en forældrebaseret komité til fordel for Ibrahim og Özlem sendte en postkorthilsen til daværende justitsminister Mette Frederiksen. Alt sammen uden resultat.
Sidst på året var der et par skulderklap til Allerød: Radarvirksomheden Weibel Scientific modtog Nordeas Erhvervspris 2015, og Lillerød Badmintonklubs altmuligmand Jens Buck-Jensen blev gjort til æresmedlem af Badminton Danmark. Det skete i forbindelse med 75 års-jubilæet i klubben, der vel historisk set må betragtes som kommunens førende idrætsforening.
Godt nytår til alle fra Allerød-redaktionen!