Selvom alle elever og lærere for længst er taget på sommerferie, er der ikke helt stille på Allerød Gymnasium. For i stedet er håndværkerne rykket ind og arbejder nu på højtryk for at udstyre gymnasiet med nye musik- og dramalokaler, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Siden gymnasiet blev bygget i 1978, er der ikke blevet gjort noget ved musik-lokalerne, så nu er det på det tide at få ført de musikalske rammer up to date. Samtidig bliver der også lavet drama-faciliteter i den nye tilbygning, der er på 295 kvadratmeter.
– Vi vil gerne være attraktive på det her område og prøver at lave noget, som eleverne synes er sjovt og gerne vil bruge. Når byggeriet står færdigt, får vi blandt andet et stort musiklokale med højt til loftet, tre musik-øvelokaler med skæve vægge og en teatersal med backstageområde og plads til 100 tilskuere, fortæller rektor Kirsten Schiellerup, der glæder sig til at se eleverne tage de nye lokaler i brug.
Drama-eleverne har indtil nu holdt til i et fleksibelt rum med foldevæg i bunden af gymnasiets fællesrum, der populært kaldes badekarret.
– Men det er aldrig godt, når man skal dele, og drama er jo et udstyrsstykke. Dørene har været permanent lukkede, men nu bliver de permanent åbne, siger Kirsten Schiellerup, der ser frem til, at rummet nu fremover kan bruges til fælles aktiviteter og kommer til at fungere som en udvidelse af fællesrummet, hvor pladsen af og til godt kan være lidt trang.
Udbygningen, der er tegnet af Sweco Architects, koster otte millioner kroner og bliver opført for penge, som gymnasiet har sparet op. Afleveringsdatoen er den 5. august, så de nye lokaler kan stå klar til skolestart onsdag den 10. august.