Gik til angreb med brødkniv i Sandholmlejren

Foto: Niels Brandt Petersen

Blovstrød: To asylansøgere fra Syrien på henholdsvis 28 og 21 år slap med snitsår, efter en 25-årig asylansøger fra Irak mandag morgen før klokken syv angreb de de syrere med en brødkniv. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Angrebet fandt sted på de to syreres værelse.

Politiassessor og anklager i sagen Susanne Kjølhede fra Nordsjællands Politi fortæller, at angrebsmanden i et grundlovsforhør mandag eftermiddags blev varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for legemesangreb af særlig farlig karakter, hvilket kan give fængselsstraf i op til seks år.

– Den sigtede indfinder sig tidligt om morgenen på et værelse, som de to andre asylansøgere bor på. Først overfalder han den ene med franskbrødskniven. Han pådrager sig overfladiske snitsår på armen og den ene hånd. Den sigtede overfalder også den anden person. Han bliver snittet i skulderen, hvilket er en et dybere snit. Det lykkes herefter de to, at få overmanden den sigtede, siger Susanne Kjølhede.

Den sigtede, som ikke før har været i politiets søgelys, ville i gårsdagens grundlovsforhør kun tale engelsk, hvilket fik dommeren til at gøre kort proces og vedtage de fire ugers varetægtsfængsling, forklarer Susanne Kjølhede.

Derfor kom der i grundlovsforhøret heller ikke noget frem om, hvad motivet til overfaldet var.