Fjerde indbrud på et år – cykler for 100.000 kroner stjålet

Foto: Foto: Christian, Mikkelsen (Mik)
Jeg skal bidrage m. artikel om forskellige cykeldæk og har en aftale m. Claus Madsen hos Centrum Cykler, Smedelundsgade i Holbæk  Foto: Mik
Jeg skal bidrage m. artikel om forskellige cykeldæk og har en aftale m. Claus Madsen hos Centrum Cykler, Smedelundsgade i Holbæk Foto: Mik Foto: Christian Mikkelsen (Mik)

Der var dårligt nyt, da indehaveren af Fri Bikeshop på Lynge Bytorv, Jørgen Rasmussen, klokken tre natten til tirsdag blev ringet op af Nordsjællands Politi. Kort før klokken to havde der været indbrud i cykelforretningen, hvor ukendte gerningsmænd havde brudt indgangsdøren op og var stukket af med et ukendt antal mountainbikes og øvrige cykler.

– Jeg er netop nu i gang med at finde ud af, hvor mange cykler der er blevet stjålet. Der er mange cykler, der skal gås igennem for at finde ud af, hvad der mangler. Men jeg tror, det er et sted mellem 15 og 20 cykler, og at der er stjålet for lidt over 100.000 kroner, siger Jørgen Rasmussen, da Frederiksborg Amts Avis ringer til ham dagen derpå.

Med indbruddet natten til tirsdag er det fjerde gang i løbet af et års tid, at der har været ubudne gæster i cykelforretningen på Lynge Bytorv. Men mens tyvene de andre gange er gået efter kontanter, er det altså første gange, at der er blevet stjålet cykler fra forretningen.

Nu regner Jørgen Rasmussen med, at der skal tages nye forholdsregler i forretningen.

– Måske skal jeg have noget videoovervågning og nogle andre alarmer, siger cykelindehaveren, der er temmelig træt af situationen.

– Det er lidt op ad bakke, siger han.

Politiet blev ifølge Jørgen Rasmussen kontaktet af nogle forbipasserende, der havde set, at døren til hans forretning stod åben. Politiet kørte til stedet og tog derefter kontakt til ham.