Far og datter udstiller i påsken

Lynge Grusgrav har været inspiration til Allerød Kunstforenings kommende udstilling “Lokal dna, Govert og Asta Lund”.

Far og datter udstiller i påsken

Privatfoto

De to lokale kunstnere, Govert Lund og Asta Lund, som er far og datter, udstiller på Kirkehavegaard i påsken.

Udstillingen har fået navnet ”Lokal dna, Govert og Asta Lund”, og tager udgangspunkt i en kunstnerisk fortolkning af Lynge Grusgravs forvandling fra graveområde til fristed for det vilde naturliv.

Govert og Asta Lund har gået mange ture i grusgraven, og de har set, hvordan naturen tager over og viser nyt, vildt liv.

Netop dét er inspirationen til deres malerier, der også er et ønske om at være modvægt til de mange digitale inputs. Ved at vise nærhed og ægthed gennem naturen på lærredet.

Govert Lund har gået på Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1970´erne. Han har malet hele sit liv, og som kunstner har han løst mange kommercielle opgaver.

Asta er den yngste af Goverts tre børn. Hun viste tegn på kunstnerisk talent allereede som barn, og hun har holdt ved kunsten lige siden. Asta Lund er uddannet fra Holbæk Kunsthøjskole og arbejder som selvstændig kunstner.

Udstillingen har fernisering fredag den 31. marts fra 19 til 21, hvor Rene Nicklas Wendt, fra bestyrelsen i Allerød Kunstforening, lokalpolitiker og vildlivsfotograf indleder ferniseringen.

Allerød Kunstforening byder på et glas og lidt til ganen.

Udstillingen kan efterfølgende ses fra den 31. marts til 9. april. Der er åbent fra 14 til 17 torsdage, fredage, lørdage og søndage.

Govert Lund har malet hele sit liv. Fra den 31. marts kan man se nogle af hans malerier side og side med datteren Astas. Billederne på udstillingen har deres udspring i Lynge Grusgrav. Foto: Privatfoto