
Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut har der været 29 tilfælde af coronasmitte i Allerød Kommune de sidste syv dage. Det svarer til 113 smittede per 100.000 indbyggere.
Dermed er smitten igen på vej op i Allerød, og man skal vænne sig til, at den vil bølge op og ned henover vinteren, mener borgmester Karsten Längerich (V).
– For alle kommuner hopper det jo lidt op og ned. Der kommer en periode med udbrud, og så lægger det sig igen. Lige nu ser vi, at tallet for Allerød stiger igen. Vi ligger med et incidenstal på godt og vel 100 i de perioder, hvor smitten topper. Dermed kan man sige, at vi i hvert fald ikke har været lige så hårdt ramt som visse andre kommuner, for eksempel vestegnskommunerne, siger han.
21 klasser, 22 klubbørn og cirka 100 medarbejdere har siden den 13. september oplevet at være sendt hjem i en periode på grund af coronasmitte. Det fremgår af en opgørelse, Allerød Kommune har lavet over hjemsendelser.
Derudover har cirka 30 skolelever, som ikke var en del af hele klasser prøvet at blive sendt hjem. Det samme gør sig gældende for cirka lige så mange børn i kommunens daginstitutioner.
Og som forælder skal man indstille sig på, at ens børn meget vel kan blive sendt hjem fra skole, børnehave eller vuggestue hen over vinteren.
– Samtidig med at smitten bølger op og ned, vil hjemsendelserne gøre det. Hjemsendelserne er jo et direkte resultat af, hvor udbredt smitten er i samfundet. Når der er smitte, så vil der være skoler, lærere og elever, som bliver ramt. Sådan kommer det til at være hele vinteren. Det hænger meget tydeligt sammen. Og selvom det er drøn-irriterende for både børn og voksne, så skal man huske på, at alternativet med helt nedlukkede skoler og daginstitutioner er meget værre. Tænk bare på Nordjylland i øjeblikket, siger Karsten Längerich og tilføjer:
– Det er positivt, at vi i forbindelse med de smittetilfælde, der har været, kun har måttet sende en lille andel af kommunens ansatte hjem. Så vi har ikke været nødt til at sende hele skoler eller institutioner hjem.