I mandags kunne man for anden gang i træk – og i år – træffe borgmester Karsten Längerich på hans kontor på rådhuset på Bjarkesvej, hvis man som borger lå inde med noget, man ville vende med ham.
Men ingen kom, og det gjorde der heller ikke mandagen forinden. Det er ellers noget nyt, at man nu på ugentlig basis kan træffe borgmesteren. Før har det været på månedlig basis. Dengang kom der ifølge borgmesteren selv i gennemsnit to om måneden.
Når der ikke kom flere, hvorfor gør du det så hver uge nu?
– Fordi det her er den måde, jeg helst vil i dialog med borgerne på. Jeg synes, det er sjældent, at der kommer en reel dialog ud af de sociale medier. Som oftest bliver det envejskommunikation fra to sider af, siger Karsten Längerich om initiativet.
Trolden drøftet over en kop borgmesterkaffe
Ifølge borgmesteren har den direkte dialog med borgerne tidligere ført til, at mange sager er blevet “fikset”. Han har også fået mange gode forslag, eksempelvis et om en hvis trold.
– Kæmpetrolden ude i Ravnsholt Skov startede med en borgmesterkaffe, hvor Anette (Haugshøj, initiativtager til kæmpetrolden, red.) kom og præsenterede idéen. Dengang lovede jeg at hjælpe med myndighedsdelen og vedligeholdelsesdelen, hvis hun selv fandt finansieringen, siger Karsten Längerich.
Borgmesteren kan træffes på Allerød Rådhus på Bjarkesvej 2 hver mandag fra klokken 16.00-17.00.