Borgmester roser udligningsaftale: – Den sikrer stabilitet

Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard

Den aftale, som Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, SF og Alternativet har indgået om udligningsreformen, er en god aftale, mener Allerøds borgmester Karsten Längerich (V), der kan notere sig, at det for Allerød Kommunes vedkommende går nogenlunde lige op.

– Vi er gået fra oplægget, hvor Allerød stod til at skulle betale 21,5 millioner ekstra til, at vi skal betale to millioner. Med finansieringstilskuddet betyder det, at det går mere eller mindre i nul for Allerød. Det er med til at sikre kommunens økonomi, og det er jeg selvfølgelig tilfreds med. Men jeg er måske endnu mere tilfreds med, at jeg synes, det er en god aftale. Så er det konkrete tal mindre vigtigt, siger Karsten Längerich og uddyber:

– Det er meget positivt, at man har lavet en bred aftale, som man kan stå på mål for henover det politiske spektrum. Det er med til at sikre stabilitet.