Et kontrolbesøg i Matas’ hovedkvarter i Allerød har ført til, at virksomheden af Fødevarestyrelsen er blevet pålagt en bøde på 20.000 kroner. Kontrolbesøget fandt ifølge bt.dk sted på baggrund af to anmeldelser.
Matas har på sin hjemmeside skrevet, at kosttilbud med henholdsvis kæmpenatlysolie og havtorn har en gavnlig virkning på sygdom, og det er i strid med reglerne. Det er forbudt at love forbrugerne, at fødevarer og kosttilskud kan løse forskellige helbredsproblemer, også kaldet sygdomsanprisning.
Matas skrev blandt andet, at kæmpenatlysolie kan fjerne eksem, mindste smerter fra ømme led samt benyttes som alternativ medicin. Desuden skrev Matas, at kosttilskud med havtorn er fuld af antioxidanter på grund af et højt indhold af C-vitamin, og at disse bidrager til at beskytte cellerne mod såkaldt ’oxidativ stress’.
Til bt.dk oplyser Matas, at alle generelle tekster om indholdsstoffer bliver gennemlæst af Matas’ egne farmakonomer og af firmaets regulatoriske afdeling, men at de to tekster, der i henhold vil den nye lovgivning om anprisninger er ulovlige, ved en fejl er undsluppet kontrollen. Teksterne er nu fjernet fra hjemmesiden.
