De 16 elever i 7.b på Kratbjergskolen, afdeling Engholm og de 16 elever i 4.a på Blovstrød Skole er ret seje til at cykle. De to klasser har cyklet mest i Alle Børn Cykler-kampagnen og har desuden været virkelig gode til at huske at have cykelhjelmen på.
Derfor er de to klasser landet på hver deres førsteplads og vinder hver 2000 kroner til klassekassen.
Eleverne i 4.a på Blovstrød Skole har næsten alle sammen cyklet hver eneste dag i kampagnen, med hjelm på hovedet. De har derfor opnået tæt på det maksimale antal point. Eleverne i 7.b på Engholmskolen følger ganske tæt efter og ligger som den bedste klasse blandt de ældste klasser i hele kommunen.

Ifølge Cyklistforbundet i Allerød og Den Grønne Guide var afgørelsen ikke nem, da adskillige klasser i Allerød lå næsten helt i toppen med deres deltagelse i kampagnen.
Arrangørerne overraskede eleverne med den gode nyhed onsdag morgen. 4.a var på vej til Vestre Hus – naturligvis på cykel.
I alt deltog 89 klasser med mere end 2.000 elever fra skolerne i Allerød. De cyklede til sammen 8968 cykeldage og havde alle sammen hjelm på hovedet på stort set hver eneste cykeltur, nemlig 8.945 dage.
I øvrigt var Dirch Oscar Bille Tønder fra 2. klasse på Lynge Skole blandt finalisterne til at blive årets børnecyklist. Cyklistforbundet har præmieret ham med et gavekort til en biograftur for to med sodavand og popcorn.