Knap 40 personer fik hjælp af de cirka 15 frivillige fixere, da Allerøds nye Repair Café slog dørene op for første gang lørdag.
– Vi hjælper folk med ting, de ellers ville sende til skrot. Det hele har et miljømæssigt formål, fordi vi gerne vil undgå, at vi smider så meget ud, fortæller Dorit Søhus Sickmann, der er den ene af de to initiativtagere bag den nye café.
Caféen gør dog meget ud af, at man ikke vil tage arbejde fra de lokale erhvervsdrivende.
– Vi reparerer kun, hvis det er noget, folk ellers ville smide ud, konstaterer Dorit Søhus Sickmann.
Hver af de personer, der mødte op med lamper, tøj, køkkenmaskiner og elektronik, de gerne ville have hjælp til at få repareret, blev registreret hos Repair Caféens sekretær, Lone Frosch. Hun noterede, hvad der skulle repareres og ikke mindst, hvad hver enkelt ting vejede, så caféen sidst på dagen kunne gøre op, nøjagtig hvor mange kilo de havde forhindret i at ryge til skrot.
– Det er så dejligt at se så mange mennesker, siger Lone Frosch, som fik et varmt tak med på vejen fra alle dem, som fik hjælp i caféen.
Alle vil hjælpe
Repair Caféens anden initiativtager Carsten Madsen havde lørdag travlt som fixer. Blandt andet voldte et par høretelefoner problemer for Carsten Madsen.
– Det kan godt være svært særligt med det nye elektronik, fordi meget af det er lavet på maskine, og det er så småt, siger han og fortsætter:
– Det gode er jo, at hvis det lykkes, så er det rigtig godt, og hvis det ikke lykkes, jamen så er der ikke så meget at gøre ved det. Men vi har givet tingene en ekstra chance, siger han.
Carsten Madsen var med til at tage initiativ til caféen, fordi han blev begejstret for idéen om at genbruge mere og skåne miljøet i højere grad. Det tror han også er grunden til, at unge som gamle har meldt sig som frivillige fixere i caféen.
– Vi har jo ramt ned i det store fokus på det grønne, og det er rigtig dejligt at så mange vil være med, siger han.
En af frivillige, som har meldt sig som fixer, er Emilie Jantsen. Hun er ellers ikke i den målgruppe, som engagerer sig mest frivilligt, da hun selv har små børn.
– Det er jo imponerende, at de kan overskue det, konstaterer Dorit Søhus Sickmann.
Emilie Jantsen kunne dog ikke lade være med at melde sig, da hun på Facebook læste om Repair Caféen.
– Jeg synes, det er sådan et godt formål, og jeg vil gerne bidrage til, at vi genbruger mere og smider mindre ud, så derfor meldte jeg mig, konstaterer hun.
Miljø og konfirmander
Efter nytår planlægger Repair Caféen at sætte fokus på, hvordan konfirmationstøj også kan genbruges. I 14 dage i januar kan de, der ønsker det, aflevere brugt konfirmationstøj på Allerød Bibliotek og i caféen på Mungo Park. Herefter planlægger caféen at arrangere en catwalk i februar, hvor unge, der allerede er blevet konfirmeret, viser det brugte tøj frem, så de kommende konfirmander bliver inspireret. Endelig sætter caféen en weekend af til at sy og redesigne brugt konfirmationstøj.
– Det er jo et sæt tøj, man typisk kun bruger en gang, og så hænger det bare i skabet. Men her kan vi give de kommende konfirmander mulighed for gratis at skabe deres eget sæt tøj af andres brugte konfirmationstøj. Der er jo også mange unge, som går op i miljøet, siger Dorit Søhus Sickmann.
Den nye Repair Café holder åbent hver den sidste lørdag i måneden fra klokken 10 til 13 på Allerød Bibliotek.