I MT Højgaard er man fuldt ud bekendt med problemerne med vandskader i 17 af det det nye plejecenter boliger, og for entrepenøren handler det nu om at få løst sagen så smertefrit som muligt for de involverede parter:
"Udbedringen af skaderne bliver igangsat straks i tæt dialog med Albertslund Kommune, således at gener for kommunen, plejecenterets personale og beboere bliver mindst mulig", siger byggepladsleder Rasmus H. Jensen.
Han kan endnu ikke svare på, hvor længe renoveringsarbejdet vil stå på, eller hvad der kan være årsagen til vandskaden. Som omtalt på albertslundposten.dk i går var meldingen fra Albertslund Kommune, at overflytningen af ældre beboere foreløbig er udskudt en måned.
Samtidig var vurderingen af årsagen, at vandet via facaden er sevet ind under vinduerne og ind i lejlighederne, men det skal tekniske undersøgelser nu afklare nærmere.
"I respekt for det gode samarbejde vi har med Albertslund Kommune vender jeg det med dem først", siger Rasmus H. Jensen.
"Men der skal ikke herske nogen tvivl om at det ærgrer mig mindst lige så meget som det gør Albertslund Kommune, for byggesagen har generelt forløbet forbilledligt og plejecentret fortjener ikke en dårlig start/ry, for kvaliteten er generelt i absolut top."