
Skolesommerferien nærmer sig sin afslutning og det samme gør Albertslund Biblioteks sommerlæsekampagne "Sommerbogen".
Sidste frist for at aflevere sit læsehæfte og vælge en af de mange spændende gavebøger, som børnebibliotekarerne har indkøbt i årets løb, er lørdag den 25. august.
"Vi har også I år mange tilmeldinger, på trods af det varme vejr, og det er jo dejligt", fortæller Lis Aaberg Madsen fra Albertslund Bibliotek.
Flere end 430 børn i Albertslund er med i Sommerbogen i år, men børn, der har god tid og lyst til at læse 3 bøger, kan stadig nå at være med.
Man kan tilmelde sig både I Hovedbibliotekets børneafdeling og på Bibliotek og medborgercenter Hedemarken. Børnebibliotekarerne elsker at hjælpe børnene med at finde gode bøger, der er tilpas lette og svære. Man skal bare møde op, så er der hjælp at hente.