fodbold serie 2
Der var nye ansigter på FC Syds hold lørdag i hjemmekampen mod Lejerbo. Eller rettere nye, men kendte ansigter. Johnny Feldt og Nikolaj Andersen var begge rykket op fra 2. Holdet på henholdsvis fløjen og i angrebet. Desuden var Michael Kansted rykket ned på sweeperpladsen, så det var et hold i ny formation FC Syd sendte på banen.
Det så rigtigt godt ud i starten. FC Syd pressede godt på i medvinden, og lagde et pænt tryk på gæsterne. Efter 10 minutter gik det imidlertid galt, da keeper Kim Petersen – i dommerens øjne – parerede med hænderne uden for feltet, og fik gult kort. Lejerbo var i overtal, Peter Søehegn måtte ind på stregen i 10 minutter, og gæsterne scorede til 0-1 på frisparket.
FC Syd fik dog ret hurtigt udlignet ved Nikolaj Andersen, da han erobrede bolden langt oppe på banen og selv scorede til 1-1. Resten af halvlegen stod der Syd på, men uden at de fik scoret yderligere.
I anden halvleg bølgede spillet mere frem og tilbage. Lejerbo fik scoret midt i halvlegen, og da FC Syd fik to gule kort på en gang, og dermed spillede 9 mod 11 kom de under voldsomt pres, og kom bagud 1-3.
Syv minutter før tid scorede Peter Søehegn til 2-3, men den optimisme reduceringen gav blev lynhurtigt punkteret, da Lejerbo øgede til 2-4 minuttet efter. Så klappede FC Syd sammen, og i slutfasen fik Lejerbo scoret to gange mere.
"Det var et ærgerligt nederlag," sagde træner Jan Carlsson bagefter. "De var de klogeste, men vi burde have sikret sejren, for vi kunne mere end dem, men gjorde det desværre ikke." thor