Succes med ny fodboldturnering

Stort publikum og otte hold til "Fodboldturnering på tværs"

Stemningen kogte på Sydskolen, da Albertslund Boligsociale Center (ABC), Ungehuset Frihjulet og ejendomsfunktionærer fra flere af Bo-Vests ejendomskontorer afholdt den nye fodboldturnering "Fodbold på tværs".

Der var otte hold i to puljer og et meget større publikum, end arrangørerne havde forventet.

Formålet med turneringen er at lære hinanden at kende på tværs, så aftenen begyndte med fællesspisning i Frihjulet. Den første afdeling af turneringen havde blandt andet klub Svanen og Albertslund Taekwon-do klub som deltagere. Frihjulets drenge blev nummer 1, og taekwon-do klubben blev nummer 2.

Vinderholdet fik en vandrepokal.

Der var også en fair play pris, og den gik til taekwon-do klubben, der havde et meget disciplineret spil.

Til foråret vil pokalen måske vandre videre, for der afholdes næste afdeling i turneringen. Måske i en noget større hal, så der er plads til publikum.

En af de fremmødte, Hans Kristian Andersen, som også sidder i ABC-styregruppen i Syd, siger om turneringen:

– Jeg synes, at den indendørs fodboldturnering var ganske imponerende. Der deltog i alt 8 hold i turneringen, og der blev spillet fodbold med stort engagement og stor dygtighed. Det var en stor fornøjelse at være med som publikum. Hvis der er planer om at gentage successen, vil jeg foreslå, at man inviterer nogle flere publikumer fra boligafdelingerne i Syd.