Skinneslibetoget – også kaldet "den ildsprudlende drage" – starter året med at slibe skinnerne på en række strækninger i hovedstadsområdet.
Traditionen tro indledes det nye år med et besøg af skinneslibetoget, som fjerner små rifler og bølger af skinnerne i en regn af gnister.
I år lægges der ud på S-togsbanen, på strækningen fra København H til Høje Taastrup, og dermed også forbi Albertslund, og på den danske del af Øresundsbanen fra København til lufthavnen.
De små skinnefejl, der skal slibes væk, bliver fundet ved kørsler med målevognstog, og en gang om året – typisk i januar – kommer skinneslibetoget forbi for at slibe bølger og rifler væk.
Slibetoget kører 1-9 gange på samme strækning for at fjerne rifler og bølger på skinnerne. Toget kører om natten for ikke at genere togdriften, og på en nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 kilometer skinner færdigt.
"Efter at skinneslibetoget har gennemkørt en strækning, vil der være færre vibrationer i sporet fra togene. Det betyder, at der går længere tid imellem, at det er nødvendigt at justere sporet og udskifte skinner, sveller og skærver," siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.
Skinneslibetoget er bare et af flere specialtog, der sliber, høvler og fræser skinnernes overflade for at sikre, at sporet er i så god form som muligt til at klare de 3000 daglige tog, der kører på det statslige jernbanenet.
"En vigtig del af vedligeholdelsesarbejdet består i at slibe, fræse og høvle skinnerne. Både af hensyn til sporet, men også for at sikre en bedre komfort for passagererne og for at begrænse støjen fra skinnerne," siger Pernille Skovrup.
Skinneslibetoget arbejder om natten – typisk i perioden mellem klokken 22.30 og klokken 5 – for at genere togdriften så lidt som muligt.
Køreplanen
Skinneslibetoget kører efter følgende plan:3.-4. januar: Køge-Ølsemagle4.-5. januar: Ølsemagle-Solrød Strand5.-6. januar: Solrød Strand-Karlslunde7.-8. januar: København H-Høje Taastrup8.-9. januar: København H-Høje Taastrup9.-10. januar: Karlslunde-Hundige10.-11. januar: Hundige11.-12. januar: København H14.-15. januar: København H15.-16. januar: Øresundsbanen16.-17. januar: Øresundsbanen17.-18. januar: Øresundsbanen