Sti til Taastrup over Hyldager er åbnet og det første træ plantet

Tirsdag blev snoren til den nye sti klippet af borgmesteren, der samtidig plantede et hjertetræ på området

Stien tages i brug. Der vandres mod Taastrup.

Knap var snoren til den nye, snoede sti mellem Albertslund og Taastrup klippet, før den blev taget i brug af cyklister.

Mens arbejdet med at køre millionvis af tons jord ind i Hyldager Bakker har stået på i den sydlige del af området, har stien været lukket.

Jorden er kørt ind, fordi de nye bakker skal fungere som effektivt støjværn for motorvejen. Og når man bevæger sig ad stien, er der tale om en markant reduktion af støj.

Entreprenører, forvaltningsfolk, politikere og borgere var med til den officielle åbning, der fandt sted, hvor stien starter ved siden af tunnelen under jernbanen.

Borgmester Steen Christiansen (S) var glad for at kunne åbne stien og fortalte samtidig, at der vil blive arbejdet med beplantning af Hyldager Bakker i tiden fremover. Han var selv først til at plante, og det var meget symbolsk et hjertetræ, der blev gravet i jorden på siden af bakken ud til den snoede sti mod den konservative nabokommune.

Fra entreprenørvirksomheden Aarsleff A/S sagde afdelingsingeniør Ole Sørensen, at der var kørt ca. 3 mio. tons jord ind på området siden starten.

”Vi var en anelse usikre på, om der overhovedet var interesse for at komme af med så store mængder jord, som der er brug for. Men jorden er bogstaveligt talt væltet ind. Omkring 86.000 lastbillæs jord er kørt til, og på den største dag har vi modtaget 14.000 tons jord”, sagde Ole Sørensen, der forsikrede, at tidsplanen for arbejdet holder.

Som sagt er beplantning af området nu i gang, og afdelingsleder Morten Høberg fra Hoffman A/S understregede i sin tale, at det jo er Hoffmann, der har vundet arbejdet med at gøre området grønt.

”Der skal plantes og sås, og der skal anlægges flere stier i området end den hovedsti, der er åbnet i dag”, sagde han.

I øjeblikket er hovedstien mod Taastrup lidt rå i sin form – både ved tilslutninger til de bestående og ved kanterne. Arbejdet er ikke afsluttet, så det kommer senere. Men cykle og gå kan man – og det har de første allerede benyttet sig af.

Snoren klippet til den nyåbnede sti. Jørgen Brieghel

Hjertetræet er plantet – det første træ i de nye Hyldager Bakker. Jørgen Brieghel
De første cyklister klar til at tage stien i brug. Jørgen Brieghel
Det ligner et månelandskab, men nu går beplantningen i gang. Jørgen Brieghel
Ved broen over motorvejen til Taastrup kan man for alvor høre billarmen. Jørgen Brieghel