Sommerferien skubbet i gang med masser af aktiviteter “Sommer i Albertslund” var en uges koncentreret udbud af de aktiviteter, som foreninger og kommunen byder på

feriestart Vejrguderne havde blandet posen, da der i sidste uge blev afviklet "Sommer i Albertslund".

Ugen startede brandvarmt, så var der regn, så var der gråvejr. Det betød, at der var nogle aktiviteter, som holdt flyttedag, andre der rykkede ind, andre igen der aflyste.

Men over en bred kam blev albertslunderne tilbudt et forrygende koncentrat af aktiviteter. Serveret af foreninger og kommunale institutioner.

Vikingelandsbyen inviterede børn til at være viking i en uge. En aktivitet, der traditionelt er rigtig godt besøgt. Sådan var det også i år. Der blev levet vikingeliv, lavet vikingemad over bål, passet dyr, og lavet vikingelege. Torsdag var Albertslund Fægteklub forbi, og de fortalte og viste, hvordan man fægter. Bagefter fik sommer-vikingerne også lov til selv at prøve – iklædt sikkerhedshjælme.

Kulturhuset Birkelundgaard holdt arrangement, som tiltrak de lidt ældre.

Der var bl.a. Rock og Grill med Lotus, og det var en meget stor succes. Der var mange mennesker, og stemningen var i top. Det var tydeligt at gæsterne var glade for igen at komme ud og nyde kulturen. Om søndagen var der sæsonens sidste Cafe-dag, hvor Bandet Bodega Beretninger kom forbi og gav den hele armen.

Billedskolen bød på male-workshop – som både var på pladsen bag MusikTeatret og rykkede ind på biblioteket, da regnen satte ind.

Forbrændingen var med og serverede "Bordtennis Get Down".

AIF Gymnastik og Fitness gik on tour og var at finde fire forskellige steder i byen med trampoliner og den store redskabsbane. Man kunne også danse eller prøve kræfter med parkour. Aktiviteten måtte dog aflyse en af dagene – på grund af regn.

Der var gang i den hos HIC og hos AG Håndbold, og på Dyregården kunne man klappe dyr og lære hvordan et liv på landet er.

AIF Senioridræt var på banerne omkring stadion med krolf, petanque – men også gymnastik og Tai Chi.

Endelig kunne man den sidste weekend læne sig tilbage i stolene i MusikTeatret, der inviterede til midnatsfilm.