Privat plejetilbud: Albertslund indgår aftale med Cura Pleje

Albertslund Kommune og den private hjemmepleje-virksomhed, Cura Pleje, har indgået aftale om hjemmepleje til albertslunderne.

Privat plejetilbud: Albertslund indgår aftale med Cura Pleje

Jakob Damsgård og Vicky Merachtzakis foran de nye lokaler i Herstedvang. Pressefoto

Fra 1. maj i år kan borgerne i Albertslund vælge mellem den kommunale hjemmepleje og den nye, private leverandør, Cura Pleje. Uanset borgerens valg er hjemmeplejen gratis og leveres døgnet rundt.

”Det er vigtigt, at borgere med behov for hjemmehjælp oplever en god service. Det gælder uanset om de vælger at hjælpen skal komme fra den kommunale hjemmepleje eller den private leverandør. Jeg har fuld tillid til at Cura Pleje ligesom vi selv kan leve op til det,” siger Rikke Terslev, afdelingschef for Ældre, Sundhed & Social i Albertslund.

Cura Pleje fejrer i år 20-års jubilæum som privat leverandør af hjemmepleje og servicerer borgere i Helsingør, Gentofte og Hørsholm Kommuner.

”Vi er i fuld gang med at ansætte dygtige, lokale medarbejdere med det helt rigtige ’Cura Pleje’ mindset. Det vil sige livskvalitet for den enkelte med faste hjælpere på aftalte, faste tidspunkter. Vi glæder os til at lære vores albertslunderne at kende og håber, de vil tage godt imod vores gratis og hyggelige madaftener, som vi også tilbyder i andre kommuner for at bekæmpe ensomhed,” siger Jakob Damsgård, der er driftsdirektør og sygeplejerske hos Cura Pleje og tilføjer: “Udover den gratis, visiterede hjemmepleje tilbyder vi, at borgerne kan tilkøbe ekstra hjælp og derved sammensætte deres egen hjemmeplejeløsning.”

Cura Pleje overtager lokaler på Herstedvang i løbet af marts, og den daglige ledelse kommer i hænderne på teamleder Vicky Merachtzakis, der har mange års erfaring fra hjemmeplejen og en baggrund som social- og sundhedsassistent, bl.a. også i Albertslund Kommune.

”Vi glæder os til det tætte samarbejde med Albertslund Kommune, og er begejstret for den høje kvalitet, kommunen kræver. Vi ser frem til at leve op til den tillid, kommunen viser os,” siger Jakob Damsgård.