Pris på sofastykket

Kulturhuset Birkelundgaard holdt ”Hvad er det værd” i laden

"Ja, jeg vil jo ikke ødelægge din dag. Men du får ikke så meget for det, selvom det er et stort maleri – måske 1000 kroner. Det er, hvad man kalder et sofastykke med en hjort foran en skovsø, og der er mange af dem", siger Morten Larsen. Han er til daglig antikvitetshandler. Men søndag eftermiddag havde foreningen

Kulturhuset Birkelundgaard aftalt, at han skulle komme i laden på gården og vurdere albertslundernes arvestykker, malerier, figurer, vaser og kander i stil med tv's "Hvad er det værd".

Sidste år var der voldsomt mange til arrangementet, men i år kunne der godt have været flere.

Til gengæld gav Morten Larsen sig god tid til at vurdere hver enkelt ting for publikum.

Der var malerier, en tegning af Heerup, en kobberkande, et Böhmisk glas, en hundefigur, et kaffestel og meget mere.

Nogle gik derfra med bevidstheden om, at det de kom med måske skal sælges og bruges som supplement til næste års sommerferie. Andre havde måske forventet mere af deres kæreste eje.

Men alle var i hvert fald blevet underholdt.

Tekst og foto: brie