Politidirektør: ’Drugs’ får unge til at tænke sig om

Der er ikke kun én, men mange måder at køre en indsats mod narko på, siger politidirektør Kim Christiansen, der er formand for den fond, der har ydet støtte til forestillingen

Politidirektør: ’Drugs’ får unge til at tænke sig om

Forestillingen kan rejse nogle spørgsmål, der får de unge til at tænke sig om, siger Kim Christiansen. Arkivfoto.

Ideen med at lave drama om narkomisbrug, ud fra virkelige hændelser, og vise det som forestilling for unge, som i tilfældet “Drugs” på FGU Vestegnen, er en god måde at sætte fokus på problemet på.

Det siger Kim Christiansen, politidirektør for Københavns Vestegns Politi. Han er formand for bestyrelsen i Ejnar Christian Christensens Fond, der som nævnt har bevilget 120.000 kroner i støtte til forestillingen.

”Den kan rejse nogle spørgsmål, der får de unge til at tænke sig om. Måske få dem til at tænke sig om en ekstra gang, og vise at det ikke er en god vej at gå.”

Han understreger dog samtidig, at der er mange måder at køre en indsats mod narkomisbrug på.

”Der er ikke kun én recept. Fonden uddeler i alt 500.000 kroner fra en pulje hver gang, og vi tolker det med indsatsen bredt. Vi har også støttet projekter med tidligere stofmisbrugere og noget med fysisk træning”.

Hvad der virker af indsatser, er så et rigtigt godt spørgsmål:

”Det er svært at måle værdien af kriminalpræventive indsatser. Men der er mange forskellige tiltag i gang, og noget af det vigtigste er at skabe sunde fællesskaber med de unge.”

Om fonden

Fonden, som Kim Christiansen er formand for, blev oprettet, efter Ejnar Christian Christensen fra Ishøj havde testamenteret 4,7 millioner kroner til politiet. Pengene var øremærket bekæmpelse af narkohandel, og politikredsen oprettede i 2022 en fond til uddeling af legater i overensstemmelse med hans ønske.

Fonden arbejder uafhængigt af politiet, og dens bestyrelse består af Københavns Vestegns Politis politidirektør, chefpolitiinspektøren, stabschefen samt den borgmester, som er næstformand i kredsrådet.

Frem til 1. maj kan der igen ansøges om midler fra fonden.