Det vil helt sikkert kunne mærkes på Forbrændingens elregning, at man nu udskifter de gamle lamper i scenelyset med led-lys.
”Vi har haft de gamle, analoge lamper i ca. 25 år, og med de stigende elpriser, har det været en seriøs post på vores budget”, siger daglig leder på Forbrændingen Troels Kjeldgaard.
Tirsdag kom Ismail Aslam fra Nordea-fonden på besøg hos Forbrændingen og overrakte Troels Kjeldgaard 40.000 kr. til udskiftning af det gamle anlæg. Det er Foreningen bag Forbrændingen, der har søgt Nordea-Fonden om pengene.
Nordea-Fonden støtter lokale aktiviteter, og at det her så oven i løbet har en klimavenlig effekt, gør ikke tingene værre.
”Det nye anlæg skulle være klar til præsentation for dem, der gæster vores arrangementer fra april”, fortæller Troels Kjeldgaard. ”Fordelen ved led-lys er, at man ikke skal hen og skifte farvefiltre på lamperne, som vi har gjort med de gamle. Nu klares det hele digitalt fra pulten”.
”Jeg blev meget glad, da jeg så en ansøgning fra Forbrændingen”, siger Ismail Aslam fra Nordea-Fonden. Han fortæller, at han har fulgt spillestedet Forbrændingen gennem alle årene.
”Det er et godt spillested, et sted der samler folk, er lokalt forankret og et sted der er baseret på frivilligt arbejde. Som jeg siger, hver gang jeg er ude på Nordea-Fondens vegne: Fortsæt med at søge”.
Og mon ikke det nok skal ske.