Musikskolen med ved kæmpe klassisk stævne

Albertslund Musikskole deltog igen i år i Orkesterfestivalen 2023 i Aarhus

Musikskolen med ved kæmpe klassisk stævne

Albertslund Musikskole ved Orkesterfestivalen i Aarhus. Foto: Jesper Andersson

Foto: Jesper Andersson

Musikskolen deltog traditionen tro i årets Orkesterfestival med Albertslund Symfoniorkester. Lørdag den 11. marts kørte en masse glade børn og unge fra musikskolen mod Aarhus for at holde prøve – så de kunne være klar til at optræde i Musikhuset søndag den 12. marts.

Selve orkesterfestivalen er Danmarks største festival for klassisk musik spillet af børn og unge. Her spiller store ungdomssymfoniorkestre på op til 80 musikere såvel som harmoniorkestre og strygerensembler fra musikskoler landet over – 5 scener, 20 koncerter, 1.000 deltagere.

Musikskolen prioriterer så vidt muligt altid at deltage i denne begivenhed, da den er med til at sætte fokus på vigtigheden af sammenspil og fællesskab. Og vi får mulighed for at vise, hvor langt et musikskoleorkester kan nå med et stort engagement både fra elever og lærere.

Vi kan være stolte

Stinus Rönnow Pade, cellist 17 år – skriver om det at spille i Albertslund Symfoniorkester (ASO):

“Jeg har spillet cello på musikskolen siden 2011 og har spillet i ASO siden 2019. Det fantastiske ved at spille i ASO er, at vi har en genial dirigent og et godt fællesskab. Der er en samlet enighed om, at vi spiller for hinanden og arbejder for at skabe en samlet lyd, som vi alle kan være stolte af – og det kan mærkes. Vi kunne især føle energien og fællesskabet, da vi spillede i den Symfoniske Sal i Musikhuset Aarhus, hvor der er en kæmpe klang, og alle var meget glade for den koncert, fordi vi nød at spille og bare gav den fuld gas”.

Tager store værker op

“Vi kender alle hinanden og hygger i pauserne ved at spille bordtennis og kan også lave sjov til selve prøverne – der er nemlig en utrolig munter og afslappet stemning, hvilket er så rart”, fortæller Stinus Rönnow Pade. “Jeg synes selv, det er vildt fedt, at man ikke er bange for at tage de helt store værker op, som f.eks. Dvořáks 8. og 9. symfoni, eller Beethovens 7. symfoni fra sidste sæson. Erik Jakobsson har været fast dirigent for ASO siden 2005 og taget orkestret op på et ellers ikke muligt niveau for et amatørorkester ved hans kunstneriske vision, kreativitet og højt faglige kendskab til musik og dirigentfaget. Dem viser han os hver evig eneste torsdag på Albertslund Musikskole med de sjoveste anekdoter metoder til at få lige netop den lyd frem, han har i hovedet.”