Kom tilbage to gange og vandt

AIF leverede en flot præstation lørdag på Albert Park, hvor Herlev blev sendt hjem med et 4-2 nederlag

fodbold

Det der på et tidspunkt lignede en truende nedrykning kan nu ende med en placering i den bedste halvdel af Danmarksserien. AIF viste lørdag, at de i hvert fald har både spillet og viljen til at være med, men det er fortsat tæt mellem mange hold i den nederste halvdel af rækken, så intet er fuldstændigt afgjort her tre kampe fra målstregen..

Kampen lørdag eftermiddag på Albert Park var en god reklame for fodboldspillet. Både Herlev og AIF ville frem ad banen. Der blev både tænkt og satset offensivt, og det gav bonus med seks scoringer.

Herlevs spil er lagt an på hurtige omstillinger og lange høje bolde frem til deres to garderhøje angribere, som siden lægger bolden af til de fremstormende midtbanefolk. En effektiv og giftig taktik, som AIF i kampens start havde problemer med, men som de siden fik rimelig styr på.

Det var Herlev, som sad på spillet i indledningen, og de kom da også fortjent foran 0-1 i det 16. minut efter en flot scoring. AIF kom efter målet mere med, og fik udlignet i det 26. minut, da Morten Skafte fulgte godt op på et hovedstød fra Jan "Carlo" Carlsen, som havde sat sig selv på holdet. En god dispostion fra AIF-træneren.

Efter den stærke Herlev start havde AIF nu arbejdet sig mere og mere ind i opgøret, og efter den fortjente udligning havde de et lille overtag, og et par halve chancer. Det blev dog ikke til flere mål før pausen.

Anden halvleg startede med godt spil fra gæsterne, som igen sad på affæren. Herlev-overtaget gav igen et mål, og AIF måtte igen kæmpe sig tilbage.

Det udlignende 2-2 mål lod dog ikke vente længe på sig. Med omkring en halv time igen sendte Steen Poulsen et hjørnespark ind i panden på Morten "Kurt" Nielsen, som sikkert scorede.

Nu var det igen AIF som spillede bedst, og skabte de bedste chancer, og omkring de 70 minutter brød "Carlo" igennem til baglinjen og sendte et indlæg ind mod John Fossum. Han headede bolden videre til Morten Framholdt, som satte 3-2 målet i kassen.

Framholdt var ti minutter senere arkitekten bag 4-2 scoringen, da han fra en position ude omkring det ene hjørneflag fandt et lille hul, og stak bolden til John Fossum, som spillede skråt bagud, hvor Christian Poulsen fornemt sparkede bolden i mål.

Målet til 4-2 lukkede pusten ud af Herlev,, og AIF kunne sikkert spille sejren hjem.

En fortjent sejr efter en stærk holdindsats krydret med de rigtige individuelle præstationer. Bestemt en indsats som love godt for sæsonafslutningen.

"Jeg er meget tilfreds," konstaterede AIF-træner "Carlo" bagefter. "Vi kommer helt fantastisk flot igen efter at være bagud to gange, og viser både flot spil og flot moral. Det var bestemt en dejlig sejr"

thor