En større fusion på IT-markedet har fundet sted på den københavnske vestegn.
Ate, der er en af de store IT-leverandører, har opkøbt Dropitin i Albertslund. Målet er at styrke satsningen på genanvendt IT.
Dropitin er en såkaldt “IT-recycle-virksomhed”. Firmaet har som spidskompetence at indsamle og håndtere brugt IT-udstyr, og det blev i marts 2022 hædret med Virksomhedsprisen i Albertslund Kommune, for sin grønne indsats og for at være en rummelig arbejdsplads.
Grøn IT er i stigende grad kommet i fokus hos både offentlige og private virksomheder. Efterspørgslen på genanvendte eller genbrugte IT-produkter er efterhånden så stor, at det ligefrem kniber med pladsen på lageret i Taastrup hos IT-leverandøren Atea, som håndterer brugt IT-udstyr, der skal genanvendes.
Det er baggrunden for, at Atea har opkøbt Dropitin, der igennem flere år har specialiseret sig i at indsamle, klargøre og videresælge alle typer af brugt IT til både offentlige og private virksomheder.
Grønnere IT
Selvom der er tale om opkøb af en mindre virksomhed, er forventninger og vækstambitioner høje, når det gælder returnering, håndtering og videresalg af brugt IT-udstyr hos Atea. Genbrug af IT-udstyr er nemlig ikke bare godt for CO2-regnskabet, det er også en god forretning, lyder det fra firmaet.
”Hos Atea har vi en ambition om at gøre Danmark grønnere med IT. Lige nu bliver mindre end 40 procent af Danmarks brugte IT-udstyr genbrugt, men vi ser et kæmpe potentiale i at genbruge ITudstyr via vores genanvendelseskoncept Atea Return. Både for vores kunder, men også internt i virksomheden og væsentligst for fremtiden,” siger Katrine Forsberg, administrerende direktør i Atea, i en pressemeddelelse fra firmaet.
Med opkøbet følger Dropitins lokaler i Albertslund, hvor 1.200 kvadratmeter er indrettet til at modtage, dataslette, rense og genanvende brugt IT samt en kundeportefølje, der omfatter cirka 30 kunder. Lokationen i Albertslund er allerede taget i brug, og Atea flytter sin egen produktion samt fem kollegaer fra Atea i Taastrup til de nye lokaler.
”Muligheden for at overtage Dropitin er oplagt for at styrke vores ambitioner samtidig med, at vi løser vores udfordring med at få mere plads. Vi har set en rigtig fornuftig vækst på vores recycling-ydelser i år, og den forventer vi at udbygge yderligere i 2023. Det inkluderer både vores nuværende forretning og den kundeportefølje, vi overtager i forbindelse med købet af Dropitin,” siger Kathrine Forsberg.