Jacob Svendsen Fosgården 11. 1. th Albertslund
Jeg er glad for at bo i Albertslund. Jeg er vendt tilbage efter mange år, men blev glad for at opleve, at det stadig var en by, hvor man tog sig af hinanden og folk ikke bare stod sig selv nærmest.
Jeg er klasselærer for en vidunderlig klasse på Egelundskolen – en klasse som har oplevet mere sygdom, sorg og død inden for de seneste tre år, end jeg har i hele mit liv. Og jeg har oplevet, hvordan børn, forældre, venner og lærer har sluttet op om de familier, der har haft det svært. Desværre har jeg også netop oplevet det modsatte.
Tirsdag 24. maj om aftenen blev klassen på ny ramt af en tragedie. En 13-årig pige styrtede på sin cykel og slog hovedet meget hårdt ned i jorden. Hun var sammen med to veninder fra klassen, som selvfølgelig var dybt chokerede. De to piger gjorde, hvad de kunne for at hjælpe, men de var ikke de eneste tilstedeværende. En mand, der var ude at lufte sin hund, stoppede op, rystede på hovedet af pigerne og gik videre.
Så, kære ukendte mand, der luftede hund ved Egelundskolen tirsdag aften 24. maj, Hvordan sover du om natten? Pigen, du gik forbi uden at hjælpe, ligger i skrivende stund i koma på fjerde døgn i en kritisk og uændret tilstand. Vi andre forsøger at lære børnene, at vores verden er et sted, hvor man kan have tiltro til sine medmennesker. At de kan regne med, at voksne mennesker vil hjælpe dem, hvis de har problemer. At det ikke er nok at stå sig selv nærmest. Hvad lærer du dem?