Hjælp til et sponsorbarn gjorde en forskel

Ved udgangen af året stopper Børnefondens engagement i Kap Verde. Det glæder to albertslundere, som med få midler har været med til at gøre en stor forskel

"Det er dejligt at få sådan en meddelelse", siger Anni og Bent Skovsbøll, mens de læser en artikel i Børnefondens blad: "Sponsorernes succes: Nu kan Kap Verde selv".

Albertslund-parret har siden 2007 haft et såkaldt sponsorbarn på en af øerne i Kap Verde. Hvert år har de indbetalt et beskedent beløb – det er 220 kr. om måneden nu – til pigen Leidinha Duarte. Til februar fylder Leidinha 15 år, og de har i alle årene med jævne mellemrum fået breve fra Leidinha. Lige siden Leidinha var 4 år.

Her har hun fortalt, at pengene bl.a. har været med til at betale daglige fornødenheder til hende og familien. Det har gjort det muligt for hende at gå i skole og få en uddannelse.

Børnefonden har støttet Kap Verde siden 1989, og i år kan man altså trække sig ud af øriget. Velstanden er steget, så kommunerne er klar til at klare sig selv. Børnefondens medarbejdere vil ikke længere være på Kap Verde.

"Det er jo en succeshistorie, som er værd at fortælle videre", mener Bent Skovsbøll. "Nu kan Kap Verde selv – og det er jo netop, hvad det hele handler om. Det ser nu ud til, at øriget ved egen hjælp kan få en bedre tilværelse".

Anni Skovsbøll finder det seneste brev frem fra deres sponsorbarn Leidinha.

Her skriver hun bl.a.: "Hvordan har I det? Hvordan går det med jeres familie? Min familie har det godt, og året 2017 hare været helt fantastisk. Jeg husker stadig, da I kom og besøgte mig, da jeg var bare 4 år gammel, og I lovede mig, at når jeg fyldte 18 år, ville I tage mig til Danmark på besøg. Jeg har stadig billederne fra mit værelse, hvor vi sammen med jer fejrede min fødselsdag. Jeg husker også, at jeg græd, da I skulle rejse hjem igen. I forsøgte at trøste mig og gav mig chokolade. Men det hjalp ikke".

Anni og Bent bliver rørte ved tankerne om deres besøg på Kap Verde, hvor de blev så hjerteligt modtaget af Leidinha og hendes familie.

De har siden talt om at tage af sted igen. Og husker jo også det løfte de gav Leidinha om at tage hende til Danmark. Om det kan lade sig gøre rent praktisk, vil tiden vise.

"Men for os er det dejligt, at Børnefonden nu kan trække sig gradvist ud fra Kap Verde", siger Anni Skovsbøll. "Vi har været med til at støtte den udvikling, der er sket på øerne ved at give lidt hjælp til et barn, som nu kan få en uddannelse".

"Vi var lidt tvivlende i starten", erkender Bent Skovsbøll. "Nyttede det noget overhovedet? Men det kan vi jo nu se, at det har. Vi kan ikke lade være med at være en lille smule glad på deres vegne. Gennem alle årene har vi fået breve fra Leidinha, hvor hun har fortalt om hendes hverdag, og hvad vores penge er blevet brugt til. Det har været dejligt med kontakten. Børnefonden har gjort et stort arbejde, og det gør de rigtig mange steder verden over. Vi synes ikke helt, de får den opmærksomhed, de fortjener".

"Selvom jeg nok var den af os to, der tvivlede mest i starten, må jeg i dag erkende, at det var godt, vi fik et sponsorbarn gennem Børnefonden. I dag glæder vi os rigtig meget over, at vi gjord det", slutter Bent Skovsbøll og opfordrer alle andre til også at få et sponsorbarn.