Hajer er gazeller: Vi fandt et hul i markedet

Shark Gaming i Albertslund har slået sig op på sit eget speciale i computerbranchen

Hajer er gazeller: Vi fandt et hul i markedet

En stor haj pryder endevæggen i det åbne kontorlandskab på Naverland. Foto: fdue.

En stor, blå haj pryder endevæggen i det åbne kontorlandskab.

På et bord i et andet, mindre lokale står en lille gazelle-figur.

De to dyr fortæller tilsammen en historie om SharkGaming. Firmaet på Naverland, der har hajen som logo, er blandt de højest springende gazeller i Albertslund. På Børsens Gazelleliste for 2022 indtager firmaet en tredjeplads i lokalområdet.

”Det er vildt. Vi vidste godt vi har vækstet meget, og at det udløste en Gazelle, men ikke at vi lå så højt på listen”, siger Daniel Gerhardt, administrerende direktør i SharkGaming.

Firmaet regnes som en af de mest succesfulde systembyggere i gaming computer branchen. Skal direktøren give et bud på hvad der har skabt de gode resultater, peger han på at firmaet er lykkedes med at slå sig op på sit helt eget speciale.

”Vi fandt et hul i markedet”, siger han og skruer tiden tilbage til omkring 2009. Hvor hans mangeårige ven, Mikael Taipalus, fik ideen.

Computerne bliver bestilt online og bygget på stedet. Foto: fdue.

Ville være specialister

”Hos Fona kunne du købe udstyr, men butiksassistenterne havde ikke den specialiserede viden om produktet. De vidste intet om gaming, så kunderne fik dårlig rådgivning.”

Derfor gik de to venner i gang med at skabe deres egen forretning. Filosofien var at de skulle profilere sig som specialister på feltet, og herunder levere den rigtige teknologi kombineret med professionel support. Som der står på firmaets hjemmeside:

”Vi producerer nogle af de vildeste systemer på markedet og arbejder konstant på at flytte grænserne for ydelsen til glæde for vores kunder.”

Det er her online at salget foregår, hvor man kan shoppe og vælge en skræddersyet løsning.

”Kunden kan selv vælge. Vi er specialister, der ser gamerne i øjenhøjde”, siger Daniel Gerhardt.

Når varen er bestilt online, bygger gaming-eksperterne i Shark Gaming computeren færdig ved hjælp af diverse komponenter. Kunderne kan få den færdige vare leveret – eller hente den på adressen.

Firmaet har kunder i både Danmark, Norge og Sverige.

Vi vidste godt vi har vækstet meget, og at det udløste en Gazelle, men ikke at vi lå så højt på listen”, siger Daniel Gerhardt, administrerende direktør i SharkGaming.

Primært unge

Shark Gaming lagde som nævnt ud i 2009, og dengang var det i Mikael Taipalus’ lejlighed i Herlev. I en periode holdt man til i en internetcafé på Frederiksberg. Frem til 2020 var det på Mileparken i Herlev. Hvor man så flyttede til Naverland.

”Det var fra 800 kvadratmeter i en gammel bygning, til 3.000 kvadratmeter. Det var helt fantastisk”, fortæller Daniel Gerhardt.

Kunderne er primært unge drenge og mænd, i alderen 20-30 år. Der er 35 ansatte, og på stedet kan kunderne prøve spil som ”Fortnite”, ”Minecraft” og ”Battlefield” af i showroom og få særlig rådgivning på stedet.

På hjemmesiden fortæller firmaet, at man også har fokus på samfundsansvar. Det sker blandt andet ved at støtter små lokale events i Danmark med præmier og tage unge ind i praktik, som har særlige udfordringer, som for eksempel angst eller autisme.

Firmaet samarbejder også med Make-A-Wish fonden, hvor man leverer gaming computere til blandt andet kræftramte børn, og er sponsor for Cykling4cancer.