Under titlen ”Fra kræftsyg til ekstremidræt til kræftsyg til rask?” holder Peter Møller et både spændende, alvorligt, muntert, givende og underholdende foredrag om udfordringerne med at gennemleve en alvorlig sygdom, komme styrket ud på den anden side og udleve en vild drengedrøm om at cykle på tværs af USA.
Kræftens Bekæmpelse Albertslund står for foredraget.
”Foredraget er bl.a. ment som en inspiration til, hvordan man kan give sig selv udfordringer, få uforglemmelige oplevelser og minder, og nå sine mål trods sygdom eller modgang”, siger formanden for Kræftens Bekæmpelse Albertslund, Yvonne Monrad Rasmussen.
”Og så sætter Peter med sin egen historie fokus på, hvor vigtigt det er at søge læge i tide og evt. komme i behandling ved symptomer på alvorlige sygdomme. For rigtigt mange sygdomme kan helbredes, hvis de bliver opdaget i tide! Og det er et budskab, vi som lokalforening gerne vil udbrede – igen og igen”.
Peter blev i 2013 ramt af modermærkekræft. Det kom som et lyn fra en klar himmel, og som rigtigt mange andre mennesker i samme situation var hans første tanke: ”Nu skal jeg dø, for man dør da af kræft!” Men han er her endnu, for med rigtige og – ikke mindst – rettidige operationer og behandlinger, dør man ikke nødvendigvis af kræft! Mange patienter går en frygtelig masse igennem, både fysisk og psykisk for at komme videre i livet, og det gjaldt også Peter. Af modgang bliver man ofte stærk. Som 65-årig besluttede han sig derfor for at begive sig ud på sit livs udfordring sammen med en god ven: At cykle på tværs af USA fra San Francisco til New York.
Foredraget afholdes mandag 24. april kl. 19 i Frivilligcenter Albertslund, Bygangen 25, 1. sal. Det er gratis at deltage, men da der et begrænset antal pladser, skal man tilmelde sig på forhånd. Tilmelding kan ske via mail til ymonradrasmussen@gmail.com