En venlig kæmpe – og et nyt stjerne-eventyr

To store eventyrfilm i biffen i sommerferien

Går du og keder dig i sommerferien? Så var der måske en grund til at tage i biffen.

For i Albertslundbiograferne får to nye, eventyrlige storfilm premiere torsdag. Nemlig "Den store venlige kæmpe" og "Star Trek Beyond".

'Den store venlige kæmpe' er en film om den forældreløse Sofie, der en sen nattetime kigger ud ad vinduet fra sit børnehjem. Og får øje på en kæmpe!

Kæmpen snupper den forbløffede pige og tager hende med til kæmpernes land, hvor han bor i en hyggelig hule omgivet af mystiske og farvestrålende flasker. Filmen er baseret på bogen af Roald Dahl, og det er mesteren Steven Spielberg, der har foldet sig ud.

"Star Trek Beyond" er det tredje kapitel i den udødelige rumsaga om Kaptajn Kirk og USS Enterprise.

De vil udforske egne af rummet, hvor intet menneske før har sat sin fod. På sin femårige mission møder de imidlertid en fjende, som de ikke havde forudset, og rumskibet bliver ødelagt af Krall, mens de få overlevere er strandet på planeten Altamid – spredte og uden sikker viden om, hvem der har overlevet.

"Star Trek Beyond" fejrer 50-året for Star Treks fødsel som TV-serie i 1966.