Tale holdt på Birkelundgaard, 1. maj 2019:
For mig startede det hele med min søster. Min lillesøster. Hun er to år yngre end mig. Vi har delt værelser og sandkasser sammen som små. Vi har leget sammen, læst bøger sammen, vi er gået i skole sammen og har set hinanden blive voksne.
For mig startede det hele med min søster, fordi min søster er født med et handicap. Min søster kan meget – men hun vil hele sit liv være afhængig af hjælp fra gode mennesker omkring hende.
Og allerede ret tidligt gik det op for mig, hvor helt utrolig heldigt det var for hende og for os alle, at hun tilfældigvis er født i det her lille bitte land – og ikke alle mulige andre steder i verden.
Fordi for mig, der er noget af det allermest fundamentale i vores samfund nemlig netop det, at alle mennesker her i landet har ret til et værdigt og godt liv og muligheden for at vokse og udvikle sig – uanset fra hvilket udgangspunkt. Det er kernen i vores velfærdssamfund, at vi alle har tryghed i vores hverdag, har et godt sted at bo og leve. At vi alle får lov til og mulighed for at blive klogere og uddanne os ud fra de præmisser vi nu har. At vi alle får en god behandling i vores sundhedsvæsen, hvis uheldet er ude.
Vi påtager os et fælles ansvar for hinanden og løfter i fællesskab, så alle kan være med. Også min søster. Selvom hendes bidrag til fællesskabet nok går i minus, hvis det måles i kroner og øre – men hvis vi måler bidraget i antal i smil, i visdom og i livsglæde, er regnskabet heldigvis et helt andet.
Hvis I spørger mig, hvorfor jeg blev socialdemokrat, så startede det altså der.
Og derfor bliver jeg også særlig ked af det, når vi i dag hører alt for mange historier om mennesker med handicap og deres pårørende, der skal kæmpe alt for længe for deres ret til en ordentlig behandling, til et godt sted at bo, til en uddannelse, til den hjælp, der er helt afgørende for dem. Historier, der fortæller om fejl, om manglende ressourcer og om manglende retssikkerhed. Historier, der vidner om, at skruen er strammet for meget og at der er ved at være store huller, alt for store huller, i det sikkerhedsnet, som vores velfærdssamfund kan og skal være for os alle.
Man siger jo, at et samfund bør måles på den måde, som det behandler sine svageste. Nu mener jeg ikke, at man per definition er svag, fordi man har et handicap – man kan måske bare noget andet end andre -, men det giver det alligevel
stof til eftertanke. Og med regeringens sundhedsreform og afskaffelsen af regionerne bliver billedet kun yderligere forværret blandt andet for netop denne gruppe mennesker.
Når beskeden igen og igen er, at der skal spares, der skal effektiviseres, så sætter det sine spor. Så kan man ikke undgå, at det kan mærkes. Så kan man ikke undgå, at det rammer rigtig mange menneskers liv og hverdag.
Og efter snart fire år med en regering, der praler af at have brugt 21 milliarder kroner på skattelettelser – og en tidligere borgerlig regering med den samme mand i toppen kort forinden – så er vi et sted, hvor revnerne i velfærdssamfundets fundamentet truer med at få hele huset til at kollapse. Vores velfærd er alvorligt udfordret. Det hænger bare ikke sammen mere alt for mange steder.
Og det rammer jo ikke kun mennesker med handicap. Mange ældre får ikke den hjælp de har brug for.
Der er ikke hænder nok til at kunne tage sig af vores børn. Og de ansatte på landets hospitaler haster fra patient til patient, uden pause, for at få enderne til at nå sammen. Det er ikke rimeligt. Det er ikke i orden. Det skal og må vi lave om. Og derfor har vi brug for en ny socialdemokratisk regering efter næste valg.
Vi har brug for at sætte en ny kurs for Danmark, hvor vores fælles velfærd ikke længere bare bliver udsat for halvhjertede lappeløsninger det ene sted, mens der samtidig er massive nedskæringer et andet sted. Vi har brug for en ny kurs, hvor vi af hele vores hjerte tror på, at vores velfærdssamfund er hele forudsætninger for at vi kan leve et frit og lykkeligt liv. Vi er et rigt samfund. Det skal kunne lade sig gøre at løfte velfærden.
Det betyder helt konkret, at vi skal stoppe besparelserne på uddannelsesområdet, som den nuværende regering år efter år har gennemført og skal give vores folkeskole og vores ungdomsuddannelser et tiltrængt løft, så alle unge bliver rustet til fremtiden, med alle de udfordringer, som den byder på.
Det betyder, at vi skal sørge for at der bliver mere arbejdsro og mere personale på landets sygehuse – og derfor skal vi ikke til at gå i gang med struktureksperimenter på patienternes bekostning og afskaffe regionerne.
Det betyder, at vi skal have flere voksne, flere uddannede pædagoger og flere pædagogmedhjælpere i vores vuggestuer og børnehaver, så de allermindste kan få en god start på livet og der er tid til både at blive trøstet og at blive udfordret og udviklet for hvert enkelt barn.
Det betyder, at vi skal sørge for, at der også i fremtiden er ressourcer nok til at de mennesker, der har slidt og slæbt gennem et langt og hårdt arbejdsliv, så de får en værdig alderdom. Og en værdig alderdom starter i øvrigt med en værdig tilbagetrækning inden kroppen selv siger stop. Derfor skal vi have den ret til tidlig folkepension indført.
Og sidst, men ikke mindst, betyder det at vi skal tænke nyt og tænke om, at vi skal give hele handicapområdet et alvorligt løft og sørge for at der er flere ressourcer, en bedre retssikkerhed og en bedre sammenhæng i de tilbud, vi giver mennesker med handicap fremover.
Valget er klart. Og valget er i øvrigt – snart. Lad os få vundet det valg og få velfærden tilbage på sporet.
Se, egentlig var det meningen, min 1. maj-tale skulle slutte her. Men så skete der noget. Noget, som giver mig behov for at sige, at 1. maj for mig handler om fællesskab og om solidaritet. Om kampen for lige rettigheder og om respekt for hinanden. Og det skal vi minde hinanden særlig meget om lige i dag.
Min anledning til at sige dette er, at vi desværre har fået et parti mere på stemmesedlen til næste folketingsvalg. Et parti, der knap nok er den titel værdig og vis grundstof er had og splittelse. Det er dybt bekymrende at en enkelt mands vanvid har kunnet vokse sig så stort. Nu er det vores fælles opgave at sikre, at det ikke vokser mere. Og samtidig er det vores – og hele venstrefløjens og i virkeligheden alle ordentlige partiers – opgave nu at stå skulder ved skulder med de mennesker, ikke mindst her i Hedehusene, Taastrup og Albertslund, der bliver ramt af den ekstremisme, der nu kommer til at få spalteplads og taletid frem mod valget.
Vi skal fortælle alle vores medborgere her i byen, der har rødder i andre dele af verden, men deres hjem lige her, at vi står ved deres side og at vi vil insistere på at de er en del af fællesskabet.
Og derfor så har jeg også besluttet, at jeg efter min sidste tale her i dag vil gå en tur rundt i Gadehavegård-området og dele et par roser ud til beboerne. De fortjener at få en rose. Især i dag, på 1. maj.
Rigtig god 1. maj til jer alle og tak for ordet.
