De markante ændringer som Coop har meldt ud om sine butikker, kommer også til at berøre to butikker i Albertslund – SuperBrugsen i Herstedvester og Kvickly.
Som omtalt i flere medier har Coop besluttet at lukke Irma-kæden og lægge SuperBrugsen og Kvickly sammen til butikker med enten navnet Coop eller Brugsen efterfuldt af bynavnet. .
”Vi har nu noget tid til at vurdere det, der er meldt ud ”, siger Lars Bo Iversen, formand for Herstedvester og Omegns Brugsforening.
Han forventer, at butikken forbliver præcis hvor den er nu, men samtidig at man er klar til at omstille sig til nye tider.
Den omtale, der har været i medierne af Irmas lukning, har været præget af at mange, både personale og kunder, er tydeligt berørte af Coops beslutning. Men sådan er billedet ikke i Herstedvester i forhold til planerne om ændring af navn:
”Vi har en mere forretningsmæssig tilgang, kan man sige. For Irma er det jo også et sidste kapitel i bogen, der bliver skrevet, det er det ikke for os”, siger Lars Bo Iversen og tilføjer:
”Vi kæmper dagligt med de samme udfordringer, med stigende omkostninger og ændret forbrugsmønster, som resten af detailhandelen. Vi har dog taget kampen op og som sikkert mange har bemærket, annoncerer vi nu hver uge i Albertslund Posten”.
Selvejet butik
Butikken har en særlig status i forhold til andre SuperBrugsen-forretninger, da den er 100 procent ejet af medlemmerne i Herstedvester, gennem den selvstændige forening Herstedvester og Omegns Brugsforening og er altså ikke ejet af Coop.
Men en navneforandring kommer på et tidspunkt.
”Vi står nu med to muligheder, enten at få navnet Coop eller navnet Brugsen Herstedvester – sidstnævnte er med en mere lokal forankring. Det skal vi nu have kigget nærmere på, og vejet fordele og ulemper op imod hinanden”, siger Lars Bo Iversen.
Alle får nyt navn
For Kvickly Albertslund gælder, ligesom alle andre Kvickly-butikker, at den får nyt navn og bliver omdøbt til Coop. Det vil ske i løbet af de kommende cirka to år, som det også er tilfældet med Irma.
Det oplyser Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.
“Alle Dagli´Brugsen bliver til Brugsen – og det bliver de mindste SuperBrugser også. Præcis hvilke butikker det bliver, er dog ikke endeligt fastlagt”, siger han.