Albertslunds “hemmelige” skole

Omkring halvdelen af eleverne på Handbjerghus Ungdomskostskole kommer fra Albertslund. Og det er der en særlig grund til!

Vi kender Egelundskolen, Teglmoseskolen, Vridsløselille Skole … og de andre skoler i Albertslund. Men der er nok ikke mange, der ved, at Albertslund Kommune også har en anden skole helt ovre i Vestjylland: Nemlig Handbjerghus Ungdomskostskole."Jeg synes, det er vigtigt, at borgerne i Albertslund ved, at vi har sådan en skole. Det er for eksempel meget billigere for Albertslund-unge at gå på Handbjerghus end på de fleste andre efterskoler," siger kommunalbestyrelsesmedlem Søren Jensen, socialdemokraterne, som også er formand for Handbjergshus' bestyrelsen. Skolen fungerer som en efterskole, men på grund af ejerforholdet hedder det en ungdomskostskole. I øvrigt den eneste af sin art i landet…Og Søren Jensen mener bestemt ikke, at det er den eneste måde, at Handbjerghus er enestående på."Det er et rigtigt godt skoletilbud. Skolen ligger i nogle fantastiske omgivelser, og der er mange unge, der har stor gavn af et ophold på Handbjerghus," siger Søren Jensen.Albertslund Kommune købte Handbjerghus i 1969, og skolen fungerede i begyndelsen som feriekoloni og lejrskole. I 1973 blev den omdannet til Ungdomskostskole.I øjeblikket er der plads til 56 unge, og halvdelen af dem kommer fra Albertslund. Hjørring Kommune har en aftale om at kunne bruge 12 pladser. Skolen optager elever i 8., 9. og 10. klasse, og de fleste går på skolen i to år. For albertslundere koster det 1.262 kr. i 10 måneder at gå på Handbjerghus, og det inkluderer også hjemrejse i egen bus hver tredje uge samt en udlandstur."Hvert år besøger vi alle 7. klasser i Albertslund og fortæller om Handbjerghus. Vi optager først elever et år, før de skal begynde," siger forstander på Handbjerghus, Johan Johansen.Der er omtrent lige mange drenge og piger på skolen, og de får undervisning i de obligatoriske fag om formiddagen, mens eftermiddagen er reserveret valgfagene."Vi har selvfølgelig nogle faste tilbud, men det er i høj grad også op til eleverne selv, hvad de kan tænke sig. I år har vi blandt andet et valgfag, der hedder "Kun for piger", og det blev oprettet efter ønske fra nogle piger," siger Johan Johansen.Af andre valgfag kan blandt andet nævnes ridning, terrænkørsel, cross, modelbygning, syning og surfing.