9. klasse har selv skrabet sammen

Skoleklasse har passet kantine, sorteret flasker, holdt loppemarked, og meget andet fritidsarbejde

Foto: Finn Due Larsen

De er ikke selv kommet sovende til det, når nu turen går til USA.

9.z. på Herstedlund Skole besluttede i marts, at de vil "over there", og så gik de i gang med selv at finde pengene. Der blev arbejdet i skolens kantine, solgt lodder for Røde Kors, gjort rent, handlet ind for ældre, sorteret flasker og arrangeret loppemarked.

For bare at nævne nogle eksempler. Nu venter så 10 dages tur til Houston i Texas og New York. Flyveren afgår den 30. oktober, og de skal blandt andet skal besøge NASAs hovedkvarter, Ellis Island, FN-bygningen, være en dag på highschool og meget mere.

Beløbet, der er indsamlet, er cirka 8.500 for hver, og det dækker transporten. Klassen skal indkvarteres privat, hos værtsfamilier.

"Turen er arrangeret gennem min søster, der bor i USA", siger Rikke Jørgensen, kontaktlærer for klassen.

Hun og en anden lærer på skolen er også med på turen, og rejsen er blevet en aktiv del af undervisningen.

"Vi har for eksempel arbejdet med USA i engelsk, og også beskæftiget os med de forskellige politiske ismer", siger Rikke Jørgensen.

Klassen arbejder lige nu på et projekt, som skal færdiggøres, når de kommer hjem.