39 kilometer i Helvede

Henrik Julian kom igennem 100 kilometer løbet ved Stige på Fyn, men det holdt hårdt. Hans makker fra ALF, Henrik Fosdal kom også igennem strabadserne

ekstremsport

Det var en træt, men langt fra færdig Henrik Julian, AP snakkede med mandag i sidste uge. Han havde om lørdagen gennemført en udfordring af de helt store, nemlig et 100 kilometers løb, som blev afviklet på en rute omkring den fynske by Stige.

"Det var så ekstremt at være med til det her," var hans første kommentar- "Det var en meget meget voldsom oplevelse, men også¨spændende at se hvor meget man kan presse sin krop frem med målrettet træning," fortsatte han.

Henrik Julian har gennemført flere maratonløb og også været aktiv triatlet, men 100 kilometersløbet var en prøvelse udover det sædvanlige, og en prøvelse Henrik var tæt på ikke at gennemføre.

"De første 61 kilometer gik fint. Det var selvfølgelig hårdt, men ikke uoverkommeligt. Jeg havde det godt, og fik både spist og drukket helt efter planen, men så ramte jeg muren," fortæller Henrik Julian.

"Muren" kom som et chok lige efter de 60 kilometer. Pludselig var kroppen helt smadret og Henrik måtte hente de sidste reserver frem både psykisk og fysisk for at komme videre. De sidste 39 kilometer gennemførte han i voldsomt nedsat tempo, "og de sidste 10 kilometer var mere gang end løb, og alligevel ekstremt smertefulde at komme igennem," fortæller han.

"Jeg har løbet i mere end 15 år og har erfaring med langdistanceløb, men det her havde jeg aldrig prøvet før. Det var ekstremt. Jeg var helt tømt. Jeg lagde nok lidt for hårdt ud, og det var det som kostede til slut."