Køge: - I tangoens verden siger man, at det tager 20 år at lære at gå. Derefter kan man lære at danse.

Ordene kommer fra Jesper la Cour, der sammen med Annette Ikast er danseinstruktør i Køges Tangoforening.

I anledning af en række workshops har Tangoforeningen fået fat i gæstelærerne Maria José Grattorola og Felix Cosatto, der kommer fra tangoens by, Buenos Aires. Kursets fokus er på grundtrinene.

Deltagerne står på en række bag Felix Cosatto, og forsøger at tage et enkelt skridt fremad på de fire takter, der er tiltænkt trinet. Det ser så nemt ud, men deltagernes koncentrerede ansigter og instruktørernes godmodige drillerier vidner om noget andet.

- Godt, siger Felix Cosatto til en herre i blå skjorte, men får dermed distraheret ham nok til at trinene kikser.

Dygtige danskere

Maria José Grattorola klapper takten, og tæller konstant til fire, men kun de færreste formår at sætte benene helt præcist.

Jeg begynder at undre mig over, om deltagerne i virkeligheden er nybegyndere, og om skrønen om, at danskerne ikke har rytme i kroppen holder stik.

- De er lige så gode som dem fra Argentina, siger Maria José Grattorola, da jeg tvivlende spørger hvad hun synes om deltagerne, set i forhold til dem, hun normalt underviser på sit berømte dansestudie i Buenos Aires.

Rytmen er heller ikke helt tosset, mener instruktøren.

- Man behøver ikke være født i tangoens hjemland for at have rytme i kroppen. Jeg har mødt mange fra andre lande, der havde en god rytme, men det kommer ikke af sig selv som et mirakel, man bliver nødt til at træne, siger hun.

Da der dømmes fri dans bliver min tvivl om deltagernes evner gjort til skamme. Pludselig danser alle tango, som om de aldrig har foretaget sig andet, for grundtræningen har finpudset deres dansetrin.