Windows 8 baner vej for nye computertyper
Microsoft løfter sløret for styresystemet Windows 8, der kan forene bærbare pc'er og computere af iPad-typen.
It-giganten Microsoft har på en konference i USA løftet sløret for det nye styresystem Windows 8, der vil bane vej for computere, der smelter den bærbare pc og de små computere af iPad-typen sammen.
Systemet blev lanceret for tusinder af udviklere, der nu skal i gang med at skabe programmer til styresystemet.
Systemet blev lanceret for tusinder af udviklere, der nu skal i gang med at skabe programmer til styresystemet.
Windows 8 udmærker sig blandt andet ved, at alle typer af computere kan styres med fingertryk eller en fejende pegefinger hen over skærmen.
- Det er en blandingstype, en hybrid, der forsøger at give brugeren fordelen fra en iPad og en bærbar som Apples Macbook Air i den samme enhed, siger it-analytikeren Rob Enderle fra Enderle Group til nyhedsbureauet AFP efter præsentationen.
Det nye system kan ses som Microsofts svar på kritik af, at man har overladt iPad-markedet til Apple og Googles Android-platform.
- Dette bliver interessant. Den hardware, der kan udnytte styresystemet bedst, vil formentlig være en touch-følsom, supertynd bærbar computer, siger Rob Enderle.
Han mener, at man skal se på det, som at Microsoft har taget alle de kort, som vi kender, holder af og stoler på - og smidt dem op i luften.
- Fra næste år vil skillelinjen mellem bærbare computere og computere af iPad-typen blive meget utydelig, forudser analytikeren.
Windows 8 skal igennem en del fortsatte forbedringer, inden den endelige udgave bliver frigivet til computerproducenterne. Microsoft ville ikke umiddelbart oplyse, hvornår den endelige version vil være klar.
